HOUSE OF GUCCI: Uden glans, uden glamour og uden retning

Af Gustav Stubbe Arndal

Joel Coen sagde engang, at en instruktørs arbejde i bund og grund handlede om ”tone-kontrol” – at samle alle delene og dirigere alle kunstnere og teknikere for at skabe et udtryk, der var klart og gennemgående. Ud fra det kriterie må det desværre siges, at Ridley Scott ligner en amatør med House of Gucci.

Her er en film med alle de rette elementer til at være fantastisk, eller i det mindste underholdende, men som med ufokuseret instruktion og manglende visuel identitet undslipper sit eget potentiale.

Først og fremmest præmissen: den sande historie om, hvordan Patrizia Reggiani (Lady Gaga) giftede sig ind i Gucci-familien gennem arvingen Maurizio (Adam Driver) i slut-70’erne, for derefter at så splid og familiefejde, som kulminerede i et mordforsøg, da hendes skilsmisse truede med at tage det gyldne navn fra hende.

Der er mange måder at fortælle denne historie på – en åbenlys farce om grådige idioter (som i mester-serien Succession); en Scorsese-agtig fortælling om det glamourøse, men tomme liv på toppen; et melodrama, der giver plads til storladent, ekstravagant skuespil. Men House of Gucci ved ikke, hvad den skal være. 

Filmen er skudt i simple dialogscener efter bogen uden mindeværdig klipning eller kamerabevægelse til at drage opmærksomheden. Lyset er oftest køligt og blåligt, selv nær den mere optimistiske begyndelse. For en film om et tøjmærke, der er synonym med luksus, er den bemærkelsesværdigt tilbageholdende på æstetikken.

Skuespillerne – en anden af filmens potentielle styrker – giver alle præstationer, der er ganske gode på deres egne måder, men synes at komme fra forskellige film. Adam Driver spiller Mauricio som en akavet, men velopdragen og intelligent mand af få ord, der langsomt forvandles til playboy efter konens insisteren på, at han skal involvere sig i familieforretningen. Men ændringen går så stille for sig, at den er svær at købe.

Lady Gaga prøver kræfter med en kold kælling af en karakter, fuld af attitude og magtliderlighed, og hendes guldgraveri er så åbenlyst, at det læser som komisk – hvis bare filmen havde turde gå den retning. Hendes accent-arbejde er mildest talt ujævnt (hun lyder russisk til tider), men de fleste af skuespillerne har samme problem.

I den anden ende ser vi Al Pacino som den sleske New Yorker-onkel, og Jared Leto bag protese-makeup som den inkompetente bror med designerambitioner. Begge vifter med armene og oversælger deres personligheder i en film, der ikke giver plads til deres excentriciteter.

På papiret er det alt sammen interessant nok, om end nogen af karakterkonflikterne kunne have været skåret klarere ud. Men hvad skal vi med det? Skal vi føle med Patrizia, en pige fra den lave middelklasse forført af penge? Med tøffelhelten Mauricio, der mister så meget af så overfladiske grunde? Skal vi grine af dem, eller tage dem alvorligt? Skal vi grine af, hvor alvorligt de tager sig selv?

Gid man havde set en version af House of Gucci med halvt så meget personlighed som Al Pacino, eller samme fascination af glans og glamour som Patrizia. Et værk, der turde lege med publikum i stedet for at recitere med tør, filmgrammatisk korrekthed. 

Der er så få instruktører, der stadig får plads til at lave større film om mennesker på jorden og deres drama. Ridley Scott, en af filmmediets respekterede veteraner og årets travleste 84-årige, er en af dem. Så det bringer mig ingen glæde at meddele, at House of Gucci ikke leverer varen – den ved ikke en gang, hvilken vare, der skal leveres.

Kommentarer