Af Frederikke Ulriksen
Vi har alle været der. Ungdommens forvirrende, nådesløse, men også for evigt nyskabende labyrint. Bag hvert hjørne gemmer der sig små og store glæder, overraskelser, udfordringer, og for nogle: tragedier. I ungdommens fagre og hormonelt-prægede verden føles alt lidt bedre, lidt større, lidt vildere og lidt værre.
Paolo Sorrentinos coming-of-age-drama, The Hand of God, har alt hvad der skal til for at skildre en ung person midt i den mest forvirrende tid i ens liv. Plus lidt ekstra oveni. The Hand of God tager udgangspunkt i en ung drengs opvækst i det travle Napoli i slut 1980’erne. Napolis bugter er fyldt med smuglere og den italienske politistyrke, carabiniere, følger lige i hælene på forbryderne. Byen sitrer af spænding. Rygterne om at verdens bedste fodboldspiller, argentinske Diego Maradona, vil komme til Napoli for at spille for byens fodboldhold, er på alles læber. Især Fabietto Schisas (Filippo Scotti), hvis store drøm er at rygtet taler sandt.
Scotti brillerer som den akavede og generte Fabietto, der beundrer sin storebrors evne til at tale med det modsatte køn, og på rigtig teenagedrenge-agtig manér måber ved synet af sin smukke, storbarmede tante. Han charmerer, overrasker, og rører med sin skildring af en ung fyr, der er ved at finde sit fodfæste i en spirende voksenverden.
Schisa-familien er en farverig samling af alverdens skønne og skøre karakterer, der hver især får tid på skærmen – men desværre ikke nok til rigtigt at lære dem at kende. Sorrentino får på kort tid slået fast, at der gemmer sig en masse dramatiske skæbner, der ligesom Fabiettos, ville være værd at dykke ned i. Til en middag hvor hele den store familie er samlet for at møde Fabiettos fasters nye kæreste, drukner han i den ene store personlighed efter den anden. Men han drukner også i varme, latter og tryghed, og som publikum får man helt lyst til selv at være en del af den spraglede, hjertevarme italienske familie.
Filmen viser et smukt og troværdigt billede af en familie med alle dens fejl og mangler og op- og nedture, set gennem en ung drengs øjne – og gennem Sorrentinos egne øjne. The Hand of God er nemlig direkte inspireret af Sorrentinos opvækst i Napoli og hans egen personlige tragedie. I 1986 dør hans forældre af kulilteforgiftning i deres fritidshjem i bjergene. Det samme gør Fabiettos forældre, hvilket er omdrejningspunktet for hele filmen. Selv blev Fabietto og Sorrentino, begge trofaste fodboldfans, hjemme for at se den store fodboldlegende, Maradona, spille på hjemmebaneholdet i Napoli. På sin vis reddede Maradona Sorrentinos liv.
I en af filmens mest rørende scener, bliver fodboldens centrale rolle for slået fast. Fabietto kommer gående i skolegårdens fodboldspillende kaos; stopper op midt i det hele med ryggen til kameraet. Hans ryg bevæger sig sagte op og ned, og pludselig hører man en lav hulken. Han græder. For første gang siden sine forældres død græder han, lige her midt i fodboldspillet. Og man græder med ham.
”I did what I could. I don’t think I did it so badly”, er et citat af Maradona, som filmen introduceres med, og som helt kort opsummerer hvor uløseligt The Hand of God hænger sammen med Sorrentinos egen personlige historie. Nok kan det ses som blot et fedt citat af en stor fodboldspiller, men kunne det også være en kommentar på hans eget arbejde som instruktør på filmen? Eller endnu mere sandsynligt, en kommentar på hvordan han har klaret sig i livet efter han mistede sine forældre?
Sorrentino har i hvertfald gjort, hvad han kunne med filmen, for den er en rørende, smuk og personlig skildring af livets glæder og sorger. Ligesom Maradona scorede sit famøse ”hand of God”-mål til verdensmesterskabet i 1986, har Sorrentino også scoret mål med sin film The Hand of God.
Kommentarer