Af Sara Kira Wernberg-Tougaard
Denne måned er det 15 år siden, at Little Miss Sunshine (2006) havde dansk premiere. Den elskværdige Olive (Abigail Breslin) må efterhånden være en voksen kvinde, og vi må håbe, at det i sidste ende lykkedes Dwayne (Paul Dano) at finde en måde, hvorpå han kunne flyve. Hvorfor blev filmen så stor en publikum- og anmeldersucces? Og har den stadig samme gennemslagskraft i dag?
Little Miss Sunshine starter med en lille piges intense blik. Vi ser ind i øjnene på den syvårige Olive Hoover, men hun ser ikke på os. Genspejlingen i hendes overdimensionerede briller afslører, at hun ser en fjernsynsudsendelse, hvor Miss America bliver kronet. Olive pauser videoen, spoler tilbage og mens hun genser kroningen, mimer hun Miss Americas bevægelser. Gennem en voiceover hører vi en stemme sige: ”There are two types of people in this world – winners and losers”. Stemmen tilhører Olives far, Richard (Greg Kinnear), der holder et foredrag om sit ni-trins ”refuse to lose-program”. Banen er tegnet op.
Snart bliver vi også introduceret for Olives udkørte mor Sheryl (Toni Collette). Hun er på vej ud for at hente sin bror Frank (Steve Carell), der for nyligt har prøvet at tage sit eget liv. Hjemme i huset tager hendes farfar Edwin (Alan Arkin) coke på toilettet, mens hendes storebror Dwayne læser Nietzsche og hader dem alle sammen inderligt. De er en dysfunktionel familie, bestående af uperfekte mennesker. De må dog alle begrave stridsøksen for en stund, da Olive på et afbud får en plads i konkurrencen ”Little Miss Sunshine”. Sammen kører familien mod Californien, i deres ramponerede gule Volkswagen T2 Microbus.
Størstedelen af filmen finder sted i og omkring den gule van. I et kammerspil på hjul bliver deres følelsesmæssige tilstand tydeliggjort, ud fra hvordan de placerer sig i forhold til hinanden i bilen. De er alle fanget på begrænset plads, og det slår gnister. Ikke længe efter de er draget ud på deres roadtrip, går bilens gearkasse i stykker. Den skal nu skubbes i gang og må derfor ikke stoppe, når den først kører. Dette leder til en masse komiske situationer, hvor familien må løbe for at indhente bilen, og hvor fremmede folk ser forargede til, mens den gule bil ser stort på alle trafikregler.
Det lykkes gang på gang for vores karakterer at ende i sådanne tåkrummende situationer. En særlig underholdende scene udspiller sig, da onkel Frank indvilliger i at købe porno til farfar Edwin. Frank står ved kassen med tre pornoblade og en slush ice, da hans tidligere elev, som han nærer ugengældte følelser for, pludselig kommer ind ad døren. Øjeblikkene hvor Frank akavet smalltalker, mens han forsøger at skjule sit køb, er næsten ikke til at holde ud. Det er smertefuldt, men også så hylende morsomt.
Måske er dette øjeblik Franks rock bottom. Hele hans liv er styrtet sammen. Han er blevet fyret. Den mand han elsker, har forladt ham. Ovenikøbet til fordel for hans kollega, der har overgået ham i akademisk prestige. Selv selvmord mislykkes han i, som han selv siger det: ” I failed at that as well”. Stående der i kiosken, bliver al hans smerte stillet til skue. Han vender mærket tilbage til den gule van. Fanget i bilen, hvor han er omgivet af sin familie, der alle kæmper med deres eget, bliver han nødt til at give slip på sin introspektion. At få sine egne problemer på afstand, gør ham i stand til at begynde at bevæge sig fremad.
Little Miss Sunshine bliver båret frem af sine karakterer. Det handler ikke blot om, at det er et stjernespækket cast, der spiller fænomenalt skuespil. Eller om at de alle er utroligt velcastede. Det der får karaktererne til at virke så stærke, er at de alle har deres egne problemer og drømme; at de konfronteres med disse og udvikler sig igennem filmen. Selv når vi hader dem, elsker vi dem også lidt, fordi vi forstår deres bevæggrunde. Dwayne udtrykker gang på gang, at han hader sin familie og bare gerne vil være i fred, men når det hele brænder på, er han der for dem. Han kan heller ikke lade være med at holde af dem, på trods af alle deres fejl.
Alle karaktererne jagter på den ene eller den anden måde ideen om det gode liv: den amerikanske drøm. Ideen om at man gennem hårdt arbejde og ved at tro på sig selv kan få opfyldt sine drømme og opnå det gode liv. I Little Miss Sunshine har Olives far, Richard, lagt det på formel. Man skal blot følge hans ni-trins program, så opnår man sine drømme.
Jeg har svært ved ikke at lade mig drage af dette vinderideal. En nat dybt inde i Youtube-junglen lod jeg mig fordærve af reality serien Cheer (2020), der handler om cheerleadergruppen Bulldogs fra Texas. Serien følger en masse smukke og benhårde unge kvinder, der kæmper om en plads på det eftertragtede hold. Man ser atletiske kvinder blive bedt om at tabe sig, mens andre kvinder skal have makeovers, fordi de virker for billige. På samme tid ser man unge kvinder, der under presset udvikler sig og får større tiltro til egne evner. Jeg var både fascineret og forfærdet. Alle har så travlt med at vinde, med at klare sig bedre end de andre, at de ikke sætter spørgsmålstegn ved de krav, der bliver stillet til dem.
Nogle af de samme dynamikker kan ses i Little Miss Sunshine. Olive brænder for at være med i skønhedskonkurrencen ”Little Miss Sunshine”. Da familien endelig ankommer til Californien, ser hendes far, hendes onkel og hendes storebror med egne øjne, hvad det er for en konkurrence, hun skal være med i. De prøver at stoppe hende i at deltage, men Olives mor, Sheryl, insisterer på, at det skal være Olives valg: ”Let Olive be Olive.”. Hun har længe brugt flere timer hver dag på sin danserutine. Konkurrencen er måske problematisk, men det ville også være forkert at negligere alt hendes hårde arbejde.
I filmen er der dog også en klar kritik af skønhedskonkurrencer for børn, dette meget amerikanske koncept ”Beauty Pageants”. Som en del af ”Little Miss Sunshine”-konkurrencen, skal de små piger gå catwalk i deres badedragter. Med fuld makeup og opsat hår spankulerer de rundt i deres bikinier. Snart efter ser vi Olives danserutine, der viser sig at være en striptease. Publikum er forfærdede. Hykleriet bliver soleklart. Ansvaret for seksualiseringen af unge piger kan bestemt ikke pålægges Olive. Det sker allerede i samfundet generelt.
I Little Miss Sunshine peges der på flere problemer med vinderidealet. Et problem er, at man i jagten på sejren måske glemmer at have sig selv med. Kommer drømmen fra en selv, eller kommer den udefra? Fra ens forældre eller fra samfundets forventninger? Et andet problem er, at det kun er ens egen skyld, hvis man taber. Hvis man virkelig ville vinde, skulle man have arbejdet hårdere. Hvis ansvaret for at overkomme social ulighed på denne måde pålægges individet, så er det også individets problem, når det fx oplever fattigdom. Fællesskabet har ikke noget ansvar for at bekæmpe ulighed.
Little Miss Sunshine er en rigtig indiedarling. Den er tilpas skæv for filmnørderne og tilpas tilgængelig for resten. Den er skiftevis tåkrummende og tårefremkaldende, og så har den et fantastisk karakterkatalog. Filmen placerer sig i den filmgenre der betegnes ”Indie Quirk”. I denne genre finder man også film som Juno (2007), 500 days of Summer (2009) og Other People (2016). De er alle gode film, der appellerer bredt, men også film der foranlediger en til at spørge: Er der virkelig noget på spil? Bliver vi udfordrede som seere?
Jeg tror svaret må være nej. Little Miss Sunshine giver os følelsen af, at vi ser en kritisk film, men i virkeligheden er dens problemfelt hverken originalt eller særlig provokerende. Filmen gav mig en blød, rund fornemmelse, men den gav mig ikke lyst til at skabe stor kunst, eller til at ændre verden. Måske er det også for meget at forvente.
På trods af denne kritik, mener jeg dog stadig at Little Miss Sunshine er en fænomenal film. Det var i en periode min yndlingsfilm. Olive og slænget vil nok altid have en særlig plads i mit filmhjerte. Og her 15 år senere kan den stadig give mig ondt i maven af grin.
Kommentarer