DÉLICIEUX: ‘Chef’s Table’ møder Den Franske Revolution

Af Louis Raaschou

”Den dag mennesket kan flyve, den dag er kokke konger”, fortæller hovedpersonen Manceron (Grégory Gadebois) afvisende sin søn i Délicieux. Så er kimen lagt til en fortælling om mennesker, drømme og fransk gastronomis spæde skridt, der enormt gerne vil pege frem, men aldrig rigtigt formår at overbevise sit publikum om, at nuet er værd at investere sig i, på trods af de fremragende madlavningsscener. 

Året er 1789 og Den Franske Revolution er på trapperne. Manceron er en stolt kok, der, efter et påfund, en lille tærte med lag af trøfler og kartofler, afskediges som køkkenchef hos hertugen af Chamfort. Nedtrykt, og uden lyst til nogensinde at skulle lave mad igen, slår han og sønnen Benjamin (Lorenzo Lefèbvre) sig ned på en nærliggende kro. Her opsøges kokken af Louise (Isabelle Carré), en kvinde med en hemmelighedsfuld fortid, der for alt i verden vil stå i lære hos Manceron. 

Derfra går de tos relation, humør og fremtidsudsigter så ellers i gang med at svinge i pendulfart, og det virker ofte som unødig fyld, for samtidig er dialogen og karaktererne så konventionelt kreeret, at man aldrig er i tvivl om, hvor historien skal ende. Det bliver fint levendegjort i Manceron som den sure kok, der bare vil gemme sig væk i en kælder med en roquefort og surmule over at ingen gad spise hans tærte, lige indtil der smides en fade-to-black ind, og solen skinner, og fuglene synger.

Grégory Gadebois gør det skørt nok meget fint i rollen, men lider under en træg fortælling og karakterens gentagende skiften mellem en tom skal, der på ingen måde har hverken lyst eller tid til at realisere sit og sine omgivelsers potentiale, og modsat en energisk trang til at revolutionere både sit eget liv, det franske køkken og hele verden omkring ham. Selvom filmen tydeligvis rigtig gerne vil have seeren til det, holder man aldrig rigtigt med ham.

Man får aldrig lyst til at give Manceron et kram, men vil til gengæld rigtig gerne spise hans mad. Det er meget symptomatisk for en film, hvor maden skal hjælpe den menneskelige historie på vej, men i den grad ender med at overtrumfe den. Det er faktisk spændende, om Manceron får lov at virkeliggøre sine visioner og drømme med maden, men det bliver aldrig rigtigt spændende, om han og Louise ender sammen eller går hver til sit. 

Imens Délicieux som fortælling virker forsimplet og småklodset, udvises det modsatte, når Manceron, og til dels Louise, går i køkkenet. Ført an af flot varierede skud fra fotograf Jean-Marie Dreujou injicerer man filmen med både tempo, energi og et flow, der får en til at hungre efter mere, og samtidig får mundvandet til at løbe. Det er som at blive kastet ind i et afsnit af den fænomenale Netflix-dokumentarserie Chef’s Table (2015-2020), hvor stramt komponerede, millimeterpræcise kompositioner er altafgørende, og her giver det virkelig mening, at madlavning og måltidet tidligt i Déliciuex sidestilles med ballet. 

På samme måde kan man allerbedst mærke Manceron og Louise, når de laver mad; fra første gang hun tager kniven ud af hans hånd og kapper hovedet af en nyflået kanin, og helt indtil credit-scenen efter filmens afslutning. Jeg var for alvor grebet af en lyst til denne film, da Manceron en mørk aften i krostuen sætter Louises smagsløg på prøve, og begejstringen stiger som hun igen og igen rammer plet: ”valnød… champignon… gulerod… mynte… rødbede.” 

Den fremdrift scenen skaber, formår Délicieux dog desværre også at tabe på jorden med en grænseoverskridende tilnærmelse, der på intet tidspunkt senere omtales, og udelukkende virker som et halvhjertet nik til nutidens opgør med normative kønsroller og magtrelationer mellem mand og kvinde, som man enkelte andre steder også forsøger at kommentere på, hver gang dog alt for overfladisk.

Délicieux lykkes i høj grad som madfilm, og vil tale til ethvert madøre med frankofile tilbøjeligheder, men fejler som menneskeligt og romantisk drama, og ender som en film, der ikke gør nogen fortræd, men helt sikkert heller ikke bliver hængende i hukommelsen ret længe. Det laver dog ikke om på, at jeg den torsdag formiddag forlod biografsalen skrupsulten, og med en enorm lyst til at gå hjem og begrave hovedet i den franske gastronomis historiebøger.

Kommentarer