AFTER YANG: Kan jeg elske en maskine, og kan den elske mig?

”’After Yang’ er på højde med senere års hovedværker inden for sci-fi-dramer om den nære fremtid som Spike Jonzes ‘Her’ (2013) og Alex Garlands ‘Ex Machina’ (2014). Det er alle tre film, der med en oprigtig interesse formår at undersøge skellet mellem menneske og maskine, uden nødvendigvis at ville trække en skarp grænse mellem de to.”

Læs mere
SKYGGEN I MIT ØJE: De yngste viser vejen i rørende Bornedal-storfilm

”De tre børn levendegøres på overbevisende manér af de unge skuespiltalenter, der indkapsler den umiddelbare glæde og uvidenhed, som er så definerende for barndommen. På samme tid rammer de alle totalt plet, når de voksnes krig og brutalitet på uretfærdig vis melder sin ankomst, og manglen på forståelse for, hvorfor krige overhovedet udkæmpes, skinner ud af deres blanke øjne.”

Læs mere
THE MAN WHO SOLD HIS SKIN: Moderne flygtningefortælling byder på flot skuespil, vidunderlig æstetik og charmerende humor

Af Louis Raaschou Det arabiske forår og den efterfølgende borgerkrig i Syrien har stillet millioner af mennesker i ekstreme situationer – situationer hvor man tvinges til at træffe ekstreme valg. Sådan et valg dykker The Man Who Sold His Skin ned i, og med klar inspiration fra moderne oscar-darlings som The Square (2017) og La Grande Bellezza (2013),…

Læs mere
SPACE JAM: A NEW LEGACY: Længe ventet efterfølger underholder, men bliver aldrig en klassiker

“Kender man imidlertid til Snurre Snup og alle de andre, er det et glædeligt gensyn med de elskede karakterer, der med hver deres kendetegn understreger, hvorfor de er så almengyldigt sjove og elskværdige. De bliver vakt flot til live gennem en veludført blanding af animation og live-action, som formår at give seeren en følelse af, at man, som filmens karakterer, befinder sig midt i et computerspil.”

Læs mere
Anmeldelse
ZOMBI CHILD: Mørk voodoo-fortælling har masser af interessante idéer, men savner præcision

”Der er dog steder i Zombi Child, hvor Bonello åbenbarer sit kunstneriske potentiale og viser sin kompromisløse stil frem. Dette både igennem det dystre, drømmende og foruroligende soundtrack, som han selv har komponeret, og de ominøst dvælende billeder af de måneskinsilluminerede sukkerplantager på Haiti og den parisiske pigeskoles mørklagte korridorer.”

Læs mere