EMPIRE OF LIGHT: Bond-instruktørs store kærlighedserklæring til biografen savner fremdrift og fortællelyst

Af Louis Raaschou

Filmverdenens prissæson rammer snart sit klimaks, når Oscarstatuetterne på søndag uddeles i Dolby Theatre i Hollywood. Som det er set før, byder optakten på flere store instruktørnavnes forsøg på at begive sig ud i den særlige genre film om film.

Damien Chazelle med den bombastiske Babylon (2023), Steven Spielberg med den selvbiografiske The Fabelmans (2023), og så er der Sam Mendes, der med Empire of Light erklærer sin enorme kærlighed til filmmediet samt biograferne og alle de eksistenser, der gemmer sig i og omkring dem.

Vi befinder os i Empire of Light i en lille sydengelsk kystby i starten af 1980’erne. Centrum for fortællingen er den betagende, nærmest Wes Anderson’sk stilrene biograf Empire, hvor den midaldrende Hilary (Olivia Colman) er manager.

Hun har mistet al lyst til livet, undertrykt af den grumme biografdirektør Mr. Ellis (Colin Firth), indespærret i et selvskabt emotionelt tomrum. En dag ansættes den unge Stephen (Micheal Ward), og de to danner hurtigt et tæt bånd, der giver hinanden ny appetit på livet.

Det er den lidt aparte, men langt fra innovative, kærlighedshistorie mellem en ældre, hvid kvinde og en ung, sort mand, som skal drive Mendes ambitiøse fortælling, der, udover at hylde biografsalens magi, vil berøre både race, køn og mentalt helbred i 80’ernes England.

Netop alle de temaer, som man gerne vil fylde filmen med, får aldrig lov at trives og kommer både til at stå i vejen for hinanden, og endnu mere fremstår de som stopklodser for karaktererne. De får aldrig rum eller tid til at bevæge sig mere end en spytklat væk fra den karakterbue, som de fleste kunne have forudset og optegnet halvvejs inde i filmens første akt.

Bundrutinerede Colman er solid og karismatisk, og det samme gælder for Ward, og castet omkring dem spiller til par, men man får aldrig indtryk af, at nogen for alvor ruller det tunge skyts frem og virkelig viser, at de brænder for den her film.

Bølgerne går meget af tiden lavt, og så pludseligt, ofte lidt malplaceret, tårnhøjt, men historien om det umage par i den uretfærdige virkelighed når aldrig at gribe fat og skabe den filmmagi, som selv Hilary, der bruger alle sine vågner timer i en biograf, har glemt alt om.

Empire of Light er allerbedst i de alt for få stunder, hvor Mendes homage til biografoplevelsen får lov at bestemme. Jeg sad gennem hele filmen med en større lyst til at gå på opdagelse og lade mig fortabe i Empires glemte sale, støvede afkroge og filmnostalgi, end i de karakterer, der tog sig af den endnu åbne del af biografen.

I en af filmens mest vellykkede scener placerer man endda den gamle operatør og den unge, begejstrede filmelsker sammen i operatørrummet, og referencen til Tornatores mesterlige Cinema Paradiso fra 1988 kan spores på kilometers afstand. Måske et billigt trick, men man må også bare indrømme, at det virker.

Det indelukkede rum, hvor operatøren Norman (Toby Jones) lever sit liv blandt filmstrimler, er klistret til med billeder af filmhistoriens største skikkelser. Det er netop i selskab med ham (og dem), at Stephen føles allermest oprigtig, og at kærligheden til lysstriben, som oplyser lærredet og kun begrænses af fantasien, står klarest.

Mendes har på ny allieret sig med den britiske mesterfotograf Roger Deakins, der for Empire of Light har sikret sig sin 16. Oscarnominering i karrieren. Hans billeder er som altid fremragende, og med en umiskendelig præcision i kompositioner, bevægelser og timing. Det er bundsolidt håndværk og klart det, filmen gør bedst.

Empire of Light har masser af gode intentioner med sin i udgangspunktet fine, lille fortælling om 80’er-biografen og dens ansatte, men snubler i et smårodet mix af tematikker og karakterer, der aldrig helt vækkes til live. Det er ærgerligt, for bagtæppet er smukt, kameraet ruller og musikken spiller, Sam Mendes får bare aldrig skubbet sin historie helt ud over scenekanten.

Kommentarer