THE MENU: Gourmetgyser griller alle og enhver, der kalder sig selv for foodie

Af Louis Raaschou

Mad, gastronomi og Michelinstjerner har fået en enorm plads i vores kulturelle bevidsthed og er blevet en kampplads for endeløse kulturelitære prestigeopgør. The Menu placerer os midt i den selvpromoverende foodie-kultur, som idoliserer de gastronomiske højborge og deres dekorerede regenter, før den giver sig i kast med at splitte den samme kultur ad med mørk satire og psykologiske gys.

Et ungt par, Margot (Anya Taylor-Joy) og Tyler (Nicholas Hoult), bliver sammen med aftenens øvrige ti gæster sejlet ud til en lille ø, hvor de skal have deres livs kulinariske oplevelse på den eksklusive restaurant Hawthorn. Her venter superstjerne-køkkenchefen Julian Slowik (Ralph Fiennes) og hans hold med en helt særlig menu til 1.250 dollars pr. kuvert. Til den pris får de sig en uventet totaloplevelse, hvor de chokerende og grænseoverskridende oplevelser står i kø.

The Menu vil udstille alt det, som er galt med den overhypede, prætentiøse foodie-kultur, der over de seneste år er skyllet ind over vesten, ikke mindst Danmark. Instruktør Mike Mylod, kendt som episodeinstruktør af Game of Thrones (2011-2019) og ”Succession (2018), og holdet bag, der bl.a. består af Adam McKay (The Big Short (2015)), er tydeligt bevidste om, hvad det er for en kultur de lægger sig ud med. Den skarpe, mørke satire tillader filmen at tage fat hvor det gør ondt, og kritikken af den vulgært rige, navlepillende elite, tager en form, som leder tankerne hen på Marco Ferreris Det Store Ædegilde (1973).

Ingen eller intet er fredet. Man stjæler med arme og ben fra enhver selvproklameret madnørds yndlingsshow, Chef’s Table (2015-). Seriens genkendelige, stramt komponerede visuelle stil tilsat dramatisk strygermusik udnyttes først på det groveste (hvilket fungerer rigtigt, rigtig godt!), inden selv samme program får en tur i maskinen. 

Man ved aldrig hvem eller hvad, der bliver filmens næste offer, ligesom man (næsten) aldrig ved, hvem der bliver Slowiks næste mål. Sideløbende bruges komedie- og gysertroper både i sammenspil og hver for sig, og det skaber en udtryksmæssig dualitet, hvor man som tilskuer aldrig helt ved, hvad der vil ramme en næste gang.

Langt hen ad vejen formår The Menu at kombinere og balancere den sylespidse kritik med mere letbenet setup/payoff-baseret humor – når nu Tyler er så vild med at fortælle om sin pacojet (en helt særlig ismaskine brugt i Michelinkøkkener verden over), skal en eller anden selvfølgelig have sådan en i hovedet, når lokummet for alvor begynder at brænde på.

Ralph Fiennes er køkkenchefen fra helvede. Som en fusion af Gordon Ramsey og Lord Voldemort, der med kaviarånde stikker sit hoved helt tæt på og hvisker at du ikke duer til noget, før han sekundet efter suger al lyd og liv til sig med et rungende, autoritativt klap. Overfor ham står Anya Taylor-Joy, der nok en gang viser, at det er alt andet end et tilfælde, at hun er blandt de mest eftertragtede navne i Hollywood lige nu. 

De to er fremragende, og beriger filmen og hinanden med en både individuel og fælles karisma, imens Nicholas Hoult, der også har et noget mindre grundlag for det, ikke gør samme indtryk. Fiennes og Taylor-Joy lider dog til tider under de øvrige karakterers ensidighed og forudsigelighed, hvorfor de er bedst, når de står direkte over for hinanden.

The Menu er skarpladt, selvbevidst kritik af den elitære foodie-kultur besat af stjerner, prisskilte og egen bedrevidenhed udført på en original, gennemtænkt og virkelig underholdende måde. Til gengæld bliver kritikken enkelte steder lidt for overudtalt, grænsende til det platte, og som narrativ fortælling føles The Menumangelfuld. 

Når det er sagt, tror jeg aldrig, at det har været Mylod, McKay og resten af holdets ambition at arbejde hen imod en velkomponeret, klassisk narrativ historie. Som restauranten, menuen, retterne og hvert enkelt pincetplaceret blad af østersurt, er The Menu en gimmick. Den skal, akkurat som Chef Slowiks kreationer, ikke bare spises og fordøjes, men få sit publikum til at smage på deres egen prætentiøse selvfedme, og underholdes på bekostning af dem selv og hinanden – og det lykkes den egentlig ret godt med. Velbekomme! 

Kommentarer