Af Louis Raaschou
Teknologi fylder hver dag mere og mere i både vores fysiske og psykiske liv, og en af de få ting vi med sikkerhed ved om fremtiden er, at den teknologiske udvikling ikke sænker farten. Et af de store spørgsmål i den sammenhæng opstår, når nye opfindelser ikke længere blot bruges af mennesker, men begynder selv at kunne agere som og blandt mennesker. For når vi genskaber den menneskelige fysik, psyke og intelligens i maskiner, hvordan skelner vi så mellem dem og os, er vores følelser mere ægte en deres, og hvad er det i grunden, der er så fantastisk ved at være menneske?
After Yang omhandler en lille familie, der i en nær fremtid rammes hårdt af, at deres højtelskede, menneskelignende teknosapien-androide Yang (Justin H. Min) bryder sammen. Særligt knust er adoptivdatteren Mika (Malea Emma Tjandrawidjaja), og faren Jake (Colin Farrell) forsøger ihærdigt at få Yang repareret.
Han finder i Yang et hukommelseskort, som gemmer på korte optagelser fra androidens liv, herunder ting fra livet før han blev en del af deres familie. De viser, at Yang måske var langt mere, end en tom skal af AI-maskineri. Det får Jake og konen Kyra (Jodie Turner-Smith) til at stille spørgsmålstegn ved deres eget syn på livet, det at være menneske, og at elske.
Instruktørtalentet Kogonada skaber i After Yang en enorm ro i både fortælling og æstetik, og giver os tid til at komme tæt på sine karakterer, mennesker som maskiner, og hvad de føler. Det med et statisk, dvælende kamera, der placerer os midt i familiens hjem, relationer og interaktioner, og, ligesom klippe- og fortælletempo, aldrig lader sig forhaste, trods en spilletid på under 100 min.
Det er præcis den ro, som får After Yang til at føles så virkelig, så nutidig og så relaterbar, imens små elementer løbende minder os om, at vi befinder os i fremtiden. Samtidig gøres brug af få locations, som man gentagende gange vender tilbage til, og det understreger den hverdagslige, genkendelige følelse.
Troen på, at enkeltheden kan føre til en dybere forståelse af filmens tema og store spørgsmål, er aldrig mere håndgribelig, end i den fantastiske og helt centrale scene, hvor Jake og Yang i et minde taler om Jakes store passion for te. Yang ved i sin robothjerne alt om teens historie og oprindelse i Kina, men begriber ikke den fascination og hengivenhed, som hans far og ejer har til teen. Det er en både pædagogisk og subtil måde at optegne mysteriet om Yang, for forstår han de følelser, den kærlighed, han ser og så gerne vil føle, og hvor langt er han i så fald fra faktisk at være som du og jeg, et ægte menneske?
I en actionforladt, dialogbåren fremtidsfortælling som After Yang, er store skuespilpræstationer alfa og omega, og Kogonada excellerer i at iscenesætte og løfte rutinerede stjerner som nyudklækkede talenter. Colin Farrell er fænomenal som den emotionelt fraværende far, der med et distanceret blik i øjnene, som får det til at føles som at han er kilometer væk, forsøger tage sig af sin familie og deres problemer, men oftest glemmer sin vigtigste opgave, nemlig at være far.
Samtidig er Malea Emma Tjandrawidjaja enormt karismatisk og troværdig, og viser et flot repertoire af en niårig, uden hverken i glæde eller gråd at overspille Mikas følelser. De to bakkes flot op af Jodie Turner-Smith og ikke mindst Justin H. Min. Som i sin rolle i Kogonadas debutfilm Columbus (2017), er Haley Lu Richardson ligeledes både charmerende og nærværende, og kunne fint have fået mere skærmtid.
After Yang er på højde med senere års hovedværker inden for sci-fi-dramer om den nære fremtid som Spike Jonzes Her (2013) og Alex Garlands Ex Machina (2014). Det er alle film, der med en oprigtig interesse formår at undersøge skellet mellem menneske og maskine, uden nødvendigvis at ville trække en skarp grænse mellem de to. At nuancere måden vi forholder os til teknologien, som ufravigeligt bliver en større og større del af vores liv, og det at leve, dø og elske.
Kogonadas anden spillefilm er et mesterligt, teknoantropologisk kig i krystalkuglen, der viser en nær fremtid, hvor teknologi ikke bare påvirker vores relationer, men er en del af dem på lige fod med os selv, og tør, uden at fremstå dømmende eller nedværdigende, at konkretisere muligheden for, at vi i fremtiden vil være tættere med teknologien, end med hinanden.
Kommentarer