Af William Pilgaard-Jensen
Man skal nok lede i en evighed, hvis man vil finde nogen, som ikke har stået og svajet frem og tilbage til ”Vimmersvej” på et tidspunkt i deres liv. Flemming Bamse Jørgensen satte i den grad sit præg på Danmarks musikscene med sine beretninger om søde piger og sin forundring over, hvorfor Louise mon går til bal. Hans musik flyder stadig blandt mange folkemunde, men indtil nu har Bamses egen historie ikke for alvor været i opmærksomhedens centrum. I hvert fald ikke på det store lærred.
I Bamse følger vi Flemming i hans musikalske færd, især sammen med bandet Bamses Venner, hvis succesrate både ser op- og nedture gennem tiden. Alt imens venter kone og datter hjemme i forstaden, som begge skal forsørges, og her er musikbranchen ikke altid lige barmhjertig, når man vil have smør på brødet.
Samtidig kæmper Flemming med identiteten, da han som barn blev adopteret og stort set intet kender til sine oprindelige rødder. Det bliver ikke nemmere af, at hans adoptivfar havde udset sig en fremtidig firmadirektør, dengang han håndplukkede Flemming i børnehjemmet, og derfor altid har set ned på sin søns musikkarriere med dømmende øjne.
Instruktør og medmanusforfatter Henrik Ruben Genz’ bagkatalog byder bl.a. på 2020’s Erna i Krig samt arbejde på store DR-serier som Forbrydelsen (2007) og Borgen (2010-). Med Bamse genfortolker han en efterhånden genkendelig type biopic, hvor man kommer ind på livet af en betydelig underholdningspersonlighed og derigennem lærer om de problemer og svagheder der gemmer sig under overfladen.
Filmen følger også, hvordan Flemmings forhold til musikken udvikler sig, og undervejs går det op for ham, at han måske dur til andre genrer end bare ”liv og glade dage”. Anders W. Berthelsen portrætterer rollen hæderligt, men ligesom det er tilfældet med historiens overordnede forløb, får han først for alvor lov til at komme op i gear i filmens sidste tredjedel. I tiden optil er mønsteret meget det samme, med en del gentagede emner, ordinære koncertsekvenser og generelt hverken dialog eller skuespil, som hæver eller sænker øjenbrynene mange millimeter.
Da der sker et hop i tid hen imod filmens slutspurt, og flere af de temaer, som har rumsteret, begynder at komme op til overfladen, er det heldigvis langt nemmere at blive revet med. Flemmings personlige baggrund samt følelserne og skrøbeligheden, der følger med, kommer her endnu mere i rampelyset, og dermed får Berthelsens talent også mere mulighed for at stråle. På det tidspunkt skal knuden dog også hurtigt bindes, og der kan man ærgre sig over, at skiftet ikke skete lidt tidligere.
Bamse skal dog hverken klandres for at være for kedelig eller for overdrevet i sine ambitioner. Som biografgænger får man en sød lille historie med folkelighed, forstæder og genkendelige melodier for danske øregange. Filmen behøver ikke at være mere og prøver heller ikke på det, og med sine 92 minutters længde tager den slet ikke munden for fuld.
Uden at vælte alle kegler, gør Bamse stadig, hvad man må formode, at den sætter sig for. Den bringer smil på læben og inviterer til ”Vimmersvej”-fløjt på turen hjem fra en hyggelig biografoplevelse.
Kommentarer