ANATOLIAN LEOPARD: Skriggul leopard i et hav af grå

Af Sara Kira Wernberg-Tougaard

”Jeg har spildt hele mit liv,” klager den fulde Fikret (Ugur Polat) til leoparden Hercules.

Det er nytårsaften og leoparden er det eneste, der forhindrer den trøstesløse zoo, Fikret er direktør for, i at lukke.

Zooen er blevet opkøbt af en gruppe saudiarabiske investorer, der vil omdanne den til en forlystelsespark. Resterne af Fikrets medarbejderstab kalder ham stadig direktør, men det er en stakket frist. Stemningen er mildt sagt trykket.

Anatolian Leopard er tyrkiske Emre Kayiş’ første spillefilm. Det er en både smuk og underholdende oplevelse.

Han har skabt et stille, gråt univers, hvor hver eneste lyd virker voldsom og fremmed. Kameraet dvæler ved Fikrets aldrende ansigt, og det er både smukt og uudgrundeligt. En stenskulptur af en giraf, en elefant og en leopard svæver forbi vinduet i kantinen. Det er svært ikke at lade sig fortabe i melankolien. Spisesalen fyldes af orangeklædte larmende håndværkere, mens Fikret sidder mutters alene i sit grå jakkesæt. En lille rest af grå i alt det orange.

Da Hercules på mystisk vis forsvinder, starter en politiefterforskning. Desværre bruger politidirektøren mere tid på at snakke om de køer, han vil have, når han flytter på landet, snarere end at efterforske sagen. På hans skrivebord står et indrammet billede af en af disse køer. Anatolian Leopard indeholder flere sådanne karikerede typer. De er underholdende, men bliver også for meget af det gode.

Endnu et eksempel, der udpensler denne problematik, er den tungnemme, tårnhøje original, der har passet Hercules hele sit liv. Filmen følger kort, hvordan han mister sit job, og Fikret prøver at hjælpe ham.

Selvom det er sympatisk at fokusere ind på parkens ansattes skæbner, gøres det så forhastet, at det forekommer ligegyldigt. Det er generelt et problem for Anatolian Leopard, at den ikke giver sig selv ro til at udforske karaktererne til ende – hvilket næsten er en bedrift i en film, hvor tempoet absolut er roligt.

Filmens primus motor, leoparden Hercules, optræder kun kort, men det er alligevel for meget. Med en farvepalet, der mest består af grå (og så lidt mere grå), står leopardens nærmest skriggule pels i stærk kontrast.

Det må være en dårlig joke, at parkens dyr, der skildres som den sidste rest natur i en syntetisk verden, er computeranimeret i for stærke farver. Måske skal man så bare være glad for, at der ikke er blevet brugt en rigtig leopard under filmoptagelserne – men så kunne man sagtens have undværet leoparden helt.

Dyrene i den zoologiske have er en påmindelse om den natur, vi er i gang med at slå ihjel. Der ligger en kapitalismekritik i giraffernes blik. De kigger på os med vidende, men sjælløse computeranimerede øjne. Humoren bliver for mørk.

Anatolian Leopard vil for meget og lykkes ikke med særlig meget af det. Filmens smukke billeder og dens forsøg på at komme op på den store klinge, forstyrres af unuancerede karakterer, påklistrede sidehistorier og en skriggul leopard.

Kommentarer