Af Gustav Juhl
Hvordan tackler man presset fra en far, der forventer intet mindre end det absolut bedste?
Instruktør og manuskriptforfatter Sean Durkin har et bud i sit nye familiedrama og wrestlemania-film The Iron Claw(2023). Den sande fortælling om wrestling-brødrene ”The von Erichs” og deres intense kærlighed for hinanden og wrestling. Men også om voldsomme tragedier i en verden, hvor opturene er heavyweight-verdenstitler og nedturene selvmord.
Filmen åbner med et tilbageblik på Fritz Von Erich (Holt McCallany), der med sit signatur wrestling-greb, ”The Iron Claw” knuser en modstander med sin hånd om kraniet. Men trods egne forventninger bliver Fritz aldrig heavyweight champion, og drømmen bliver skubbet ned over hans sønner årtier senere. Men hvad der skulle have været en drøm ender som en forbandelse, der hviler tungt over familien.
Som titlen hentyder, spiller ”The Iron Claw” en klar rolle i filmen. Wrestling-grebet bliver en metafor for det jerngreb, Fritz holder over sine sønner, og det slipper aldrig. Selv i en scene på familiens veranda, hvor brødrene sørger over en familietragedie, er hans greb om brødrene hårdt. Han forbliver kynisk og professionel – ikke bare som deres promoter og træner, men også som patriark og far.
Gennem brødrenes kamp for at nå den ypperste titel som World Heavyweight Champion, bukker de langsomt under for presset fra deres far, og tragedie avler tragedie. Det er midt i kaosset filmens hovedperson og anker findes, Kevin von Erich (Zac Efron). Efron formår et højdepunkt i sin karriere. Han spiller effektivt på de følsomme strenge i rollen som den blide og omsorgsfulde ældste bror, der desperat kæmper for at holde sammen på det eneste, der virkelig betyder noget. Hans familie.
Hvis man bare vil se æstetiske kroppe og blod, sved og tårer, er man dog ikke gået helt galt i byen. Rent visuelt er der masser at komme efter, og til de mange wrestlingkampe er det svært ikke at føle, at man er tilskuer på tribunerne. Wrestlingscenerne er imponerende flot koreograferet og lyssætningen, der fremhæver hver en bule af muskel, gør filmen til en fornøjelse at se. Især med en Zac Efron der siden Baywatch (2017), tydeligvis ikke har ligget på den lade side.
Dog kunne filmen med fordel have fokuseret bare et my mere på selve den professionelle wrestling-verden og de udfordringer, der følger med. Der bliver givet små praj her og der, for hvilke uortodokse midler brødrene bruger for at klare dagen, men det bliver i det store billede udeladt, og det er en skam.
Med det nyeste skud i A24-maskinen, bruger Durkin smukt von Erich-familiens tragedier til at skildre den svære balance mellem, hvad ens egen drøm i livet er, og hvad man føler sig presset til. Konsekvenserne von Erich-familien gennemlever, er hjerteskærende at være vidne til, og på mange måder ender familiens historie i filmen som en tragedie, der bliver ved med at give. Med The Iron Claw bidrager Sean Durkin, også klogt, til en diskussion og kritik af amerikansk maskulinitet og konsekvensen af at følge en leder blindt. Og med alt hvad der sker i verden lige nu – med magthungrende verdensledere og kontroversielle online rollemodeller – er det et fantastisk stykke arbejde.
Kommentarer