SAW-SERIEN: Et oprids af legenden om den blodudgydende seriemorder

[vc_row][vc_column][vc_column_text]Af Jaspar Bang Jørgensen[/vc_column_text][vc_column_text]Syv år er gået, siden The Final Chapter rullede hen over lærredet i alverdens biografer; syv år siden John Kramer og hans disciple sidst fik blodet til at sprøjte, og mind blowing cliffhangers efterlod seeren med endnu flere ubesvarede spørgsmål end besvarede; og syv år siden det blev proklameret, at den syvende film ville blive den sidste i rækken.

 

PLOT TWIST: På trods af det annoncerede Lionsgate i juli sidste år, at producerne af de syv første film, Oren Koules og Mark Burg, i samarbejde med Spierig-brødrene ville skabe et nyt kapitel til den succesrige horror-franchise med titlen Jigsaw.

 

Hvad kan man så forvente af det ottende kapitel? Og hvad var det i grunden, der skete i de syv første film? For at spare dig for godt 12 timers splat og middelmådigt skuespil, vil denne artikel kort gennemgå, hvad der er væsentligt at huske fra de syv første film.

 

”I want to play a game”

I 2004 skabte de to venner Leigh Whannell og James Wan et vaskeægte sleeper hit med splatterfilmen Saw, der siden er blevet genredefineret som torture porn. Ideen er simpel: En person vågner op i et badekar og finder sig selv lænket fast til et vandrør på et snasket badeværelse med en anden person, der ligeledes er fastlænket. I lokale er der skærme, overvågningskameraer, en sav, et lig placeret mellem de to personer og en båndoptager, der indeholder den første ledetråd, der kan hjælpe dem med at flygte, inden tiden løber ud.

 

Med et budget på under en million dollars formåede duoen at producere en glimrende film, hvor primærplottet foregår i ét rum, og modsat sine efterfølgere er filmens eneste reelle torturporno-moment scenen, hvor dr. Gordon saver sin fod af og ligbleg kravler ud af rummet. Det var dog især det dramatiske soundtrack kombineret med et konkluderende plot twist, hvor det viser sig, at personen i midten af lokalet stadig er i live. Og ikke nok med det – personen er John Kramer bedre kendt som Jigsaw, manden bag det hele, som slutteligt rejser sig og låser den tilbageværende person inde i rummet med ordene ”game over”.

 

Filmen høstede så stor succes, at produktionsselskabet Lionsgate hurtigt annoncerede en toer, som fik premiere blot et år efter den første film. Denne gang havde de castet den mindre kendte Wahlberg-bror, Donnie, i hovedrollen som en politimand, der efterforsker sagen om sin egen kidnappede søn, som havner sammen med syv andre i endnu en af Jigsaws spil. Dermed var plottet lagt for en fortsættelse, der bærer tydeligt præg af et øget budget, men filmens narrativ opnår ikke samme niveau som sin forgænger.

 

Det samme gjaldt seriens tredje kapitel, der for alvor lever op til torturporno-genren. Her er flere usandsynlige og umiddelbart tilfældige narrative vendepunkter bærende for den plan, som Jigsaw har lagt fra starten og på trods af det lader til at have alt under kontrol. Filmen ender under alle omstændigheder med, at Jigsaw dør, hvilket nødvendigvis måtte være slutningen på Saw-serien.

 

Splat frem for plot

Men næh nej, vi er langt fra færdige! Med dr. Kramer ude af billedet, der dog fortsat medvirker i de videre film via flashbacks, mistede filmserien sin bærende plotlinje, og frem for alt mistede de hovedskurken. Eneste løsning var at skabe en ny skurk – for det ville jo være fjollet at stoppe, imens legen var god! 2007 var trods alt 4’ernes år (Rambo, Die Hard…), og det var ligeså året, hvor Saw-filmene for alvor blev tillagt et komisk præg.

 

Den indledende scene til Saw IV viser Jigsaw på sit dødsleje. Inden han stiller træskoene, sluger han et bånd, der indeholder et manifest, som må føres videre efter hans død. Herefter følger et relativt ligegyldigt plot, og for at gøre en lang historie kort, viser det sig slutteligt i filmen, at protagonistens makker, Hoffman, har videreført Kramers arv og låser protagonisten inde på ægte Jigsaw-manér. Filmens plot twist virker meget søgt, og ved flere og flere af Jigsaws ofrer er der mangel på belæg for de grusomheder, de udsættes for.

 

Holdet bag franchisen har hidtil haft en tradition for at udgive en ny film hvert år ved Halloween for at lokke millioner af seere i biografen, og Saw V var ingen undtagelse. Med Hoffman etableret som Jigsaws arvtager følger man agent Strahm – en mindre nævneværdig karakter fra Saw IV – som er på sporet af Hoffman. I løbet af filmen finder Strahm ud af, at Hoffman faktisk har været i ledtog med Jigsaw fra starten af, og for at skære det ud i pap for seeren taler Strahm adskillige gange med sig selv for at klargøre pointen. En af de mest ikoniske og komiske scener i hele serien finder sted i filmens klimaks, hvor Strahm rent faktisk formår at fange Hoffman i en glaskiste. Beklageligvis for Strahm viser det sig at være intentionelt af Hoffman, som i kisten bliver sænket ned i gulvet, alt imens Strahm på tragisk vis bliver fladmast mellem rummets vægge.

 

Politiske aspekter og 3D-effekter

Sjette kapitel af Jigsaw-universet udkom i 2009 – samme år som Paranormal Activity – hvilket forklarer, hvorfor det var den første film i serien til ikke at indtjene mere end 100 mio. dollars, og hvorfor man skulle tro, at det måtte blive den sidste i rækken. Til gengæld har denne film, modsat nogen af de øvrige, en snært af et politisk aspekt, idet den berører emnet om det amerikanske sundhedssystem, som på daværende tidspunkt var landets helt store samtaleemne. Det virker dog helt aparte for en Saw-film at være politisk, eftersom det formentlig ikke er den mest politiske målgruppe, filmen henvender sig til. Med det sagt er filmen heller ikke bedre end sine forløbere, og rent narrativt sker der intet nævneværdigt, taget seriens overordnede narrativ i betragtning.

 

Efter 6’eren kunne man tro, at franchisen efterhånden var blevet malket i en sådan grad, at der umuligt kunne blive lavet flere film. Hvis man troede det, tog man fejl. Som det fremgår af titlen på seriens syvende kapitel, afprøver serien 3D-formatet på det store lærred, med hvilket de opnåede blandet succes. Derudover gives der også plads til en gæsteoptræden af den nylig afdøde Chester Bennington. Frem for alt byder The Final Chapter dog på comeback til dr. Gordon, der viser sig at have været en del af puslespillet siden sin egen prøve og er tilbage for at fuldbringe Kramers masterplan. Med stok og benprotese afrunder han elegant serien af ved at låse Hofmann inde i det selv samme rum, han selv savede sit ben af i.

 

Game over – eller…?

Det er ikke usandsynligt, at man på trods af at have set alle filmene adskillige gange kan have svært ved at adskille seriens mange fælder og plot twists fra hinanden. Ligeledes er ellers store karakterer såsom Amanda, Wahlberg-karakteren, Strahm, Jigsaws kone Jill, Hoffman og dr. Gordon overflødige og kunne principielt set udelades af serien, uden at det ville påvirke den overordnede storyline markant. Samlet set spiller filmene på et udmærket, originalt koncept, men meget typisk for franchises daler kvaliteten for hvert Saw-kapitel, der skrives.

 

Til trods for at den samlede historie nogenlunde afrundes, efterlades serien stadig med en række spørgsmål, som forhåbentlig bliver besvaret. Formår Lionsgate at levere et nogenlunde resultat, nu hvor de har haft syv gange så lang tid til at producere filmen denne gang? Får vi et (glædeligt) gensyn med nogen af seriens karakterer? Og måske vigtigst af alt: Er John Kramers livsværk fuldbragt, eller trækker Jigsaw stadig i trådene fra det hinsides?

 

I mellemtiden må vi vente i spænding på at høre, hvad Troels har at sige, når han anmelder den nyeste del af Saw-serien, som har premiere i landets biografer den 2. november.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]

Kommentarer