Af Benjamin Damon
Det er blot nogle måneder siden, at jeg anmeldte Trøffeljægerne fra Piemonte (2021) – en forrygende, jordnær og gudesmuk lille dokumentar om en håndfuld gamle mænd, der finder trøfler med deres hunde i Italien. Utroligt nok står vi nu med endnu en film om trøfler; denne gang er det dog fiktion med Nicolas Cage i hovedrollen, og hans hjælper er ikke en hund, men en gris.
Rob (Nicolas Cage) lever en enspænder-tilværelse i skoven, hvor han, næsten totalt afskåret fra omverdenen, finder trøfler med sin højtelskede gris. En gang om ugen får han besøg af den irriterende smarte køber, Amir (Alex Wolff), som sælger trøflerne videre til de bedste restauranter i Portland, Oregon. Det virker som en rutine, der kører ganske upåklageligt.
Men som vi også så i Trøffeljægerne fra Piemonte, er der tilsyneladende mange i trøffelindustrien, som har onde intentioner. En nat braser fremmede mennesker ind i Robs hytte og stjæler hans gris. Han kæmper imod, men de slår ham i gulvet og slæber den hvinende gris ud. Det er en decideret hjerteskærende scene, som sætter tonen for resten af filmen, og da Rob vågner næste morgen, er han ude af den.
Her begynder filmens John Wick-agtige hævnfortælling. For Rob vil have sin gris tilbage, koste hvad det vil. Med hjælp fra Amir, som faktisk viser sig at være både hjælpsom og ganske sympatisk, gennemsøger de byen for at finde de mænd, som står bag den grufulde kidnapning.
Men hvor man nemt kunne forestille sig Nic Cage gå over i en blodtørstig og overdrevet rolle, er det slet ikke den rute, Pig tager. Instruktør Michael Sarnoski har nemlig ladet sig inspirere af instruktører som Kelly Reichardt, og hans film er derfor en langsom, grå og vanvittig stærk fortælling, som konstant foretrækker det underspillede; det fungerer ekstremt godt. Gudesmuk underlægningsmusik af Alexis Grapsas og Philip Klein understøtter de velvalgte billedkompositioner – alt synes at gå op i en højere enhed.
Og så er vi nødt til at tale om Nicolas Cage, for han er intet mindre end fremragende! Det er en fryd at se ham i den her indebrændte og lavmælte rolle – og hvis ikke det var fordi, at Pig stadig er en kende for skæv til Oscar-akademiet, burde en nominering have været fuldstændig indiskutabel, for det er en af årets stærkeste præstationer.
Generelt har Sarnoski bare konstrueret en virkelig vellavet film, som fungerer og brillerer på samtlige planer. Det er dybt imponerende af en debutant at mestre et filmsprog på den måde, som han gør det – uanset om han så har fundet inspiration fra f.eks. Reichardt.
Vi lærer hen ad vejen mere og mere om Robs fortid, som forklarer hans store passion for mad og trøfler. Vi lærer også om de traumer, han bærer rundt på, og som altså er forklaringen på hans indelukkede og kolde figur. Men hans karakter blottes lige så stille gennem filmen og især i samspillet med Alex Wolff i rollen som Amir, opstår der glimt af filmisk magi. Deres venskab bygges på forunderlig vis op og kulminerer i en Ratatouille-lignende afslutning, som fik undertegnede til at vræle som et barn.
Pigs oprindelige premieredato i december blev desværre udsat, men nu får den endelig sin tur. En opfordring skal lyde herfra om at tage ind og se den. Jeg tør godt love allerede, at Sarnoskis film også vil stå som en af årets bedste, når vi når december igen.
Kommentarer