Af Benjamin Damon
I et efterår, hvor nogle af de helt store biograffilm i sandhed har været hæsblæsende oplevelser, der efterlader dig småforpustet i biografsædet, var det helt befriende at se noget så uskyldigt som en film om nogle gamle mænd og deres hunde på biografprogrammet. En gang i mellem er det også rart bare at se noget, som bekræfter ens tro på menneskeheden.
Og det gør Trøffeljægerne fra Piemonte. Samtidigt er den en gennemført behagelig film, som gør, hvad den skal – og gør det forbandet godt. Vi følger, som titlen antyder, en gruppe trøffeljægere fra, you guessed it, Piemonte i Italien. I årevis har de, i selskab med deres højtelskede hunde, fundet trøfler i skovbunden for at sælge dem videre til restauranter. Men det er ikke det samme længere …
Grådighed og decideret ondskab er begyndt at snige sig ind i trøffeljægernes ellers ekstremt noble miljø. Mændene beskriver, hvordan folk ”udefra” lægger giftfælder for at forgive deres hunde, der trofast leder skovbunden tynd i jagten på de besynderlige små klumper guld, der ligger gemt lige under overfladen. Sådan plejede det ikke at være. Vores hovedpersoner giver virkelig et indtryk af, at de gør det her arbejde ud af passion lige så meget som for at tjene penge. For dem ligger glæden i at komme ud i naturen på daglig basis, være sammen med deres hunde – og naturligvis også at finde trøfler.
Instruktører Michael Dweck og Gregory Kershaw har skabt en gudesmuk film, som tager sig al tid i verden til at fortælle en simpel og elskværdig historie. De arbejder helt nede i de små relationer og forsøger aldrig at hæve blikket til det altoverskuende – det ville være at gøre filmen en bjørnetjeneste. I stedet stiller de kameraet i ekstremt velvalgte kompositioner og lader handlingen udspille sig foran linsen. Intet føles tilfældigt, og de tableauagtige indstillinger synes næsten at være som taget ud af en Wes Anderson-film. Luca Guadagnino, kendt for bl.a. Call Me By Your Name (2017) og den kriminelt oversete HBO-serie, We Are Who We Are (2020), har været inde over, og mesterinstruktørens sensoriske evner skinner tydeligt igennem i filmen; det er en fryd for alle sanser.
Trods opsatte situationer og et stort fokus på det tekniske niveau mister Trøffeljægerne fra Piemonte aldrig sin autenticitet. Mændene optræder naturligt og lader til at være fuldstændigt ligeglade med kameraets tilstedeværelse. I dagligdagens gøremål følger vi dem, dybt optagede af deres evige jagt efter skovens guld. En gang i mellem placeres kameraet på hundenes hoved, og vi får et ganske komisk og tiltrængt afbræk fra de stillestående indstillinger – i stedet kastes vi rundt i kaotiske optagelser og hører en ivrig vejrtrækning, mens snuden er dybt begravet i skovbundens visne blade.
Filmen handler naturligvis om trøfler, og det er en dybt fascinerende verden, som har noget nærmest mytisk over sig. Handler indgås i nattens mulm og mørke på gadehjørner, som så vi en film om dybt ulovlige stoffer. Gigantiske summer af penge er på spil.
Mest af alt er det dog en kærlighedserklæring til menneskets bedste ven. Hundene er konstant med os og behandles både af deres ejere og af instruktørerne med den største kærlighed, man kan forestille sig. En af jægerne har aldrig været gift, men hvad skulle han dog også bruge en kvinde til? Han har jo sin elskede hund, Birba. Trofast og loyal mod ham, ligesom han er mod de sagnomspundne trøfler i de fugtige norditalienske skove.
Kommentarer