Af Joakim Søgaard
Petite Maman er som at finde en støvet kasse med ens forældres gamle ting på loftet, der afslører detaljer om deres liv, man aldrig har kendt til. Man har hørt historier om deres yndlingshobby, eller det træhus de byggede ude i skoven, men tænk hvis man kunne have mødt dem som børn, og oplevet hvordan de virkelig var. Det er den tanke, som den franske instruktør Céline Sciamma leger med i sin opfølger til Ordets bedste film fra 2020: Portræt af en kvinde i flammer (2019).
I Petite Maman følger vi den 8-årige Nelly (Joséphine Sanz), der sammen med sine forældre er i gang med at rydde ud i mormorens hus kort tid efter hendes død. Stedet ånder af minder og historier fra moren Marions (Nina Meurisse) barndom, som Nelly går på opdagelse i, samtidig med at familien bearbejder sorgen. En dag da moren pludseligt rejser, møder Nelly den jævnaldrende pige Marion (Gabrielle Sanz) i skoven bag huset. Ikke alene bærer hun samme navn, men hun er også i gang med at bygge et træhus magen til det fra Nellys mors barndomshistorier.
Der viser sig hurtigt at være endnu flere ligheder, og som pigernes venskab udvikles, blandes nutid og datid sammen på en måde, der hverken indebærer tidsmaskiner eller komplicerede tidsrejseregler. I stedet flyder verdenerne sammen på den mest naturlige måde.
Med hjælp fra kostumer og scenografi eksisterer mormorens hus og den omkringliggende skov som et tidløst sted, der opløser forskellighederne mellem Nelly og hendes mors opvækst og i stedet fremhæver alle lighederne, som gør sig gældende på tværs af tid.
Petite Maman kunne lige så godt foregå i 1980’erne som i 2022, og den har en klar styrke i, at mange, uanset generation, vil kunne genkende noget af sig selv i den. Dette skyldes den fine alsidighed i filmens portrættering af barndommen som både livlig og skræmmende.
På trods af de magiske elementer i filmens præmis, bibeholder Céline Sciamma sin realistiske og minimalistiske fortællerstil. Kameraet observerer nøgternt, og der gives plads til lyden af blæst gennem træerne og gulvenes knirken. I sammenspil med søsterparret Sanz’ naturlige kemi i rollerne som de unge piger, gennemsyrer dette filmen med nærvær.
Det er ikke en film, som ryster éns verdensopfattelse eller blæser én bagover. Man trækkes derimod langsomt ind og flyder gennem det lille intime univers, der skabes hen over den beskedne spilletid på 72 min.
Selvom filmen ikke revolutionerer, sættes éns fantasi i gang, og man kan ikke lade være med at forestille sig sine egne forældre som børn med drømme og frygt, som man måske aldrig kommer til at kende.
På trods af filmens melankoli, formår den at efterlade én med følelsen af entusiasme for fremtiden. Man får en forståelse for, at man ikke er alene med følelser som hverken fortvivlelse eller håb, men at de i virkeligheden altid har eksisteret. For måske har ens mor følt og frygtet nogle af de samme ting som en selv.
Kommentarer