NITRAM: Et nuanceret portræt af en massemorder

Søndag d. 28. april 1996 mistede 35 personer livet ved en enlig gerningsmands hånd i byen Port Arthur, Tasmanien. Dagen huskes i eftertiden som en af de værste masseskyderier i australsk historie, der resulterede i en revolutionerende våbenlovgivning kun 12 dage efter tragedien.

Der er unægteligt en etisk udfordring i at filmatisere en sådan begivenhed, der stadig påvirker de overlevende i dag snart 26 år senere. Hvordan kan man skildre en morder og undgå at falde i fælden af glorificering? Instruktør Justin Kurzel giver et solidt bud med Nitram, som søger at forstå gerningsmanden bag Port Arthur-skyderiet, som filmen igennem kun nævnes ved hans øgenavn, ”Nitram”.

Nitram (Caleb Landry Jones) er definitionen af et problembarn. En utilpasset ung mand uden skyggen af impulskontrol, der bruger det meste af sin tid på at lege med fyrværkeri i familiens baghave. For hans mor (Judy Davis) er han en byrde, og hans eneste ven er hans overbærende far. I en rørende scene afbryder han Nitram i færd med at fyre fyrværkeri af ude foran sin gamle skole. I stedet for at irettesætte ham, kører de en rolig tur til den ejendom, faderen planlægger at købe, så de en dag kan drive et Bed&Breakfast sammen.

Hans forældre elsker ham tydeligt, men aner ikke, hvad de skal stille op med hans uregerlige temperament, særligt i en tid, hvor en forståelse af psykiske sygdomme ikke var almindeligt i et gennemsnitligt australsk middelklassehjem. Deres komplicerede forhold til hinanden er rørende og frustrerende og giver indblik i Nitrams psyke uden at pege fingre ad nogen.

I sin isolation finder Nitram et tilflugtssted hos den småexcentriske Helen (Essie Davis), da han tilbyder at slå græs for hende. Helen, der er lige så rig, som hun er ensom, knytter sig til Nitrams smånaive gemyt, og deres forhold udvikler sig hurtigt til et sælsomt venskab. Han går en tur med hendes mange hunde, og hun køber en splinterny bil til ham. 

Omkring halvvejs i filmen sker et vendepunkt, da faderens køb af feriestedet falder igennem.

Var der før en mulighed for en lykkelig slutning, er dette håb slukket, og filmen dykker for alvor ned i mørket i takt med Nitrams forringende sindstilstand. Han besættes af våben, som med Helens formue ikke er svære at anskaffe sig, våbenlicens eller ej.

I sin portrættering af Nitram, der vandt Landry Jones prisen for bedste mandlige hovedrolle ved Cannes, fremprovokerer han både medynk og frygt. Han er følsom og humoristisk, men den eksplosive vold hviler konstant lige under overfladen. I et ømt øjeblik trøster han sin deprimerede far, men når det ikke virker, tæver han frustreret løs på ham i stedet.

Da filmen når til dagen for skyderiet, holder Kurzel sig på respektfuld afstand. Vi ser ingen blodsudgydelse, ofrene vises ikke i de sidste frygtelige sekunder af deres liv, men i de fredelige minutter i den idylliske café før skyderiet startede. En god beslutning, som ikke tager fra filmens knugende håbløshed.

Nitram giver et sjældent empatisk syn på manden bag en af de største tragedier på tasmansk jord i nyere tid. I stedet for et ondsindet monster, afsløres et isoleret og dybt psykisk sygt menneske, der aldrig havde en chance. Det er ikke sympati man føler, men en dyb fortvivlelse, som bliver længe i kroppen.

Kommentarer