Af Anna Lauritsen
I en jysk provinsby vågner førtidspensionisten Solvej (Ragnhild Kaasgaard) op til lyden af lokalradio og reklamer for all you can eat-buffet. Hun fjerner sit CPAP-apparat fra næsen og tøffer ud i køkkenet, hvor hun hilser på sin hund, Poul Reichard, og drikker morgenkaffe bag lukkede gardiner.
Solvejs liv kører tydeligvis på søvndyssende rutine. Hun har i kedsomhed lavet et strategisk hul i stakittet, og som en anden Hitchcock-karakter lurer hun ind i naboens have og liv. Her observerer hun den 17-årige og rodløse Kate (Isabella Møller Hansen), som bor med sin mor (Josephine Park) og tydeligvis har problemer med at tilpasse sig: ”Hvem fanden formår at blive smidt ud af HF enkeltfag?!”, som hun hører moderen udbryde frustreret.
I mangel på SU begynder Kate at agere en form for hjemmehjælper hos den svært mobile Solvej. Dette udvikler sig hurtigt til et besynderligt venskab; besynderligt fordi Kate tidligere har brudt ind hos Solvej, hvilket i lang tid ikke italesættes, på trods af at de begge ved, hvad der er foregået. Længslen efter en person, der forstår dem, er større end retfærdighedssansen.
Venskabet er desuden mærkværdigt, fordi Solvej og Kate umiddelbart er meget langt fra hinanden i livet. Solvej hører Gustav Winckler og spiser roulade, mens Kate hører Tessa og misbruger lattergaspatroner. Dog viser det sig, at de to kvinder har mere tilfælles, end man skulle tro. Snart drøner de sammen rundt på Solvejs tunede pensionistknallert og sælger hendes receptpligtige piller til lokale misbrugere.
Marianne Blicher har med sin spillefilmsdebut, Miss Viborg, skabt en rørende, eftertænksom og ekstremt veludført film, som oser af talent og kærlighed til projektet.
De to hovedrolleindehavere er er også imponerende debutanter. Isabella Møller Hansen gør det fint som den forvirrede og blåøjede Kate, men Ragnhild Kaasgaard brænder i særdeleshed igennem.
Hendes lange karriere indenfor sprudlende børneteater er ikke til at ane; hun overbeviser fuldstændig i rollen som den sammenbidte og indelukkede Solvej og leverer en fremragende præstation i både sjove, følsomme og til tider ydmygende scener.
Filmens styrke ligger på mange måder i, at den ikke prøver ikke at være mere, end den er. Den lavmælte ”jyskhed” gennemsyrer ikke kun historien, men også filmens udførelse. Den tager sin tid og har ikke for store armbevægelser, hvilket klæder den minimalistiske fortællingen utrolig godt. Selv i filmens mest følsomme scener spænder den jyske realisme på naturlig vis ben for melodramatik.
F.eks. opstår der en spirende romance mellem Solvej og en lokale lastbilchauffør, Preben (Kristian Halken). Men den mulige forelskelse bryder aldrig ud i dramatiske violiner; man ser blot Preben forsigtigt tage Solvej i hånden. Og det er nok.
’Smarte københavnere vs. bøvede jyder’ har været et yderst populært tema i mange nyere danske dramafilm – senest i Lisa Jespersens Hvor Kragerne Vender (2021) og Søren Kragh-Jacobsens Lille Sommerfugl (2020). Hvad Miss Viborg formår – modsat førnævnte film – er ikke at gøre karaktererne til tomme stereotyper. Solvej er en ægte person med ægte drømme og sorg. Det er ekstremt forfriskende at se et hold dygtige filmskabere, som tør holde sig til det helt nære karakterstudie frem for at forsøge at sige noget halvhjertet på samfundsplan.
Miss Viborg er ikke en perfekt film; nogle birollepræstationer halter lidt, og mod slutningen sniger sig et par ærgerlige klichéer sig ind. Men det varmer undertegnedes hjerte at se en anderledes debut, som ikke følger den efterhånden trætte dansk-dramafilm-skabelon.
I stedet er filmen en vellykket hyldest til de små drømme og uventede venskaber, og jeg glæder mig til at se, hvad Blicher laver herefter.
Kommentarer