Af Josephine Zabeo-Persson
Psykoanalytiker Selma (Golshifteh Farahani) vender hjem til Tunesien fra Frankrig. Under armen har hun et stort indrammet foto af Freud, en blød sofa og planen om at åbne en praksis i familieejendommen. Men er tuneserne klar til psykoterapi? Og det endnu større spørgsmål: Er Selma klar til Tunesien?
Selma får hurtigt sin praksis på benene og klienterne flokker til. I humoristiske sekvenser får vi glimt af klienter med problemer, der spænder fra ulidelige svigermødre til PTSD. Men praksissen trues, da Selma presses af Tunesiens tilsyneladende eneste lovlydige betjent (Majd Mastoura), til at skaffe sig de rette, officielle papirer på, at hun må drive psykoanalytisk biks. Hun forsøger at bestikke betjenten. Dette falder ikke i god jord, og han beskylder hende for at være et postkolonialt røvhul, der ser Tunesien som en uciviliseret jungle.
Denne problematik er fantastisk observeret og beskrevet af instruktør og manuskriptforfatter Manele Labidi. Kan Selma og hendes psykoterapi forene sig med Tunesiens mere konservative syn på kønsroller og terapi, uden at Selma agerer som frelst frelser, der skal redde den tunesiske befolkning fra sig selv?
Mit tunesiske eventyr formår at gå denne balancegang, da Selma langt fra er frelst. Vidunderlige Golshifteh Farahani skildrer en kvinde med et tornet sind, der plages af sine egne dæmoner. Selma er ikke en synderlig sympatisk karakter. Hun er arrogant, dumdristig og har ikke meget tilovers for tunesisk bureaukrati eller spørgsmålene om, hvorvidt hun ikke snart skal giftes. Filmens absolutte styrke er dens mangfoldige, stærke, kvindelige karakterer.
Her er fortællinger om Tunesiens kvinder i alle deres afskygninger: Vi møder karrierekvinden Baya spillet af en fantastisk, komisk Feriel Chamari. Hun driver den lokale skønhedssalon med vittige kommentarer, højt hår og spandevis af selvtillid. Samt Selmas niece, den rebelske Olfa, der mere end noget andet ønsker at være sin egen kvinde, her skildret af Aïcha Ben Miled med en meget fin teenage-ømhed.
Manele Labidi har skrevet og instrueret en humoristisk film om et spraglet, kontrastfyldt Tunesien. Gadestøj og kaos er konstant. Alt er badet i gyldent lys. Sproget skifter fra arabisk til fransk og så tilbage igen. Olfa spørger Selma, hvorfor hun har valgt at komme tilbage til Tunesien, når de fleste tunesere drømmer om rejse væk derfra. Mit tunesiske eventyr er en på ingen måde et poleret portræt af et land, man måske oftest møder med turbulente overskrifter i dagspressen. Men det er en sympatisk og hjertevarm film om den tunesiske ånd.
Kommentarer