Anmeldelse
BLOKHAVN: Et friskt pust med duft af sjuff og shawarma

Af Tilde Søgaard Carlsen

I ti år sidder vi lænket til skolebænken og formes langsomt på folkeskolens drejeskive; fra børn til unge og til halvvoksne mennesker. Vi former venskaber og fjendskaber, tilegner os vigtig viden og ligegyldig info — måske uden at kunne skelne herimellem. Om minderne er gode eller dårlige, tager vi let skoletiden for givet, men når man ikke længere sidder på bænken, står man pludseligt på egne ben.

I Blokhavn følger vi de seks klassekammerater, Ali, Hassan, Ahmed, Abdi, Musti og Davito, der er hinandens bedste shababs. De nærer et fælles had til deres lokale skole i Blokhavn, der både ligner og føles som et fængsel. De jubler derfor, da de får at vide, at skolen skal lukkes, indtil det går op for dem, at de stadig vil gå i skole blot andre steder. Det er slut med at være klassekammerater — og endnu værre: de vil ikke længere gå i klasse med søde og smukke Yasmina! Ali lægger derfor en plan for at redde skolen og overtaler sine venner til at hjælpe ham. Men selv de bedste intentioner kan møde modstand…

Blokhavn er både skrevet, instrueret og animeret af den kreative komediekvintet Gigis (bestående af Troels Unneland, Sorena Sanjari, Malthe Emil Kibsgaard, Daniel Sanjari og Adrian Hosseinpour), der er kendt fra YouTube, hvor de siden 2016 blandt andet har udgivet komiske video-sketches og musikvideoer. De elskede karakterer fra YouTube går igen i spillefilmen med samme karakteristiske tegnestreg, rap-musik og ironiske distance. Intet tages for højtideligt, og alle står for skud, når Gigis går i krig med satiren — og det er en befrielse.

Filmen både udnytter og udfordrer fordomme om kultur og etnicitet for at lege med vores forventninger. ”Plastikperkeren” Davito (tidligere ’David’) identificerer sig ikke med sin danske herkomst, men lader sig frivilligt omskære og faster udenfor Ramadanen for at leve op til sin egen idé om, hvordan han bedst passer ind i den multi-etniske vennegruppe. Humoren svinger mellem det alvorlige og det primitive, hvor sidstnævnte er filmens svaghed. Jokesne falder til tider under bæltestedet på ucharmerende vis, men filmen råder bod på det med spidsfindige stikpiller til blandt andet ghettolov og wannabe-gangstere.

Intet er pænt i Blokhavn; hverken animationsstilen, sproget eller det miljø, de portrætterer. Stilen er lige så rå som Blokhavns ghetto, og jargonen er hentet fra gaden. Vold, kriminalitet, stoffer og misbrug er en del af hverdagen her, hvorfor skolen og de venskaber, der følger med, bliver drengenes tryghed. Gigis leger med det tragikomiske, der transformerer det alvorlige og udskældte til noget, vi kan grine af og med. Det grimme ydre fremhæver den indre skønhed, hvor slummen og skolen bliver rammen for de ekskluderedes fællesskab.

Blokhavn er en kærlig, kritisk og komisk film, der nok primært tiltaler et yngre publikum. Men vigtigst af alt, så er Blokhavn en længe ventet generationsfilm og et tiltrængt pust i dansk film, der endelig spiller bolden til en samfundsgruppe, som vi ynder at tale om, men sjældent lytte til.

Kommentarer