Af Esben Hjortdal Andersen
Solen glimter let og lifligt på blidt, lyseblåt middelhavsvand. To mennesker kommer svømmende. De kærtegner hinanden, og det er som om, der kun findes de to i hele verden. Denne drømmeagtige åbningsscene viser sig, selvfølgelig, ikke at være retvisende for resten af Claire Denis’ Jeg Elsker Også Dig.
Midaldrende Sara (Juliette Binoche) og Jean (Vincent Lindon) er lige kommet hjem fra ferie. De ser ud til at være glade for hinanden og alt tyder godt. Men da Jean genoptager kontakten til sin tidligere bedste ven og Saras ekspartner, François (Grégoire Colin), begynder deres verden at smuldre.
Den fortvivlede Sara begynder et forhold med François på ny i et Paris under lockdown. Mundbind, afstand og videosamtaler optræder i baggrunden men selvom ingen af karaktererne er smittet med COVID-19, er forholdene mellem dem tydeligt inficeret med en virus.
Det lyder som en film, man har set før. Det er det på sin vis også. Med Juliette Binoche og Vincent Lindons velkendte ansigter lægger filmen da heller ikke skjul på sine stereotypiske karaktertyper og generiske trekantsdrama som præmis. Denis har dog blik for at udfolde disse tilsyneladende overfladiske karakterer og intensivere deres indre følelser.
Intensiteten, der præger introscenen, fortsætter igennem resten af filmen. Men i stedet for den bekymringsløse kærlighed, er det fortvivlelsen i at elske flere personer, der bliver intensiveret. Det er især bemærkelsesværdigt i scenen, hvor Sara møder François igen:
Jean og François holder en fest i forbindelse med deres nystartede virksomhed. Sara er inviteret, men meget nervøs for at deltage. Da hun ankommer, er det mørkt, og en gyseragtig underlægningsmusik sætter stemningen, mens det levende håndholdte kamera indfanger Saras oprørte ansigt i nærbilleder. Hun og kameraet bevæger sig forvirret rundt i den mørke mængde; kigger til højre, venstre, op og ned, indtil hun ser François og vender om.
Det er et effektivt greb. Saras indre bliver skildret meget overbevisende i denne scene, og hendes dilemma er tydeligt: På den ene side elsker hun sin ægtefælle, på den anden side elsker hun også sin (tidligere) elsker. Problematikken er utvetydig, men alt er så overdrevet, at det bliver umuligt at tage alvorligt.
Den måde karakterernes fortid afsløres på virker ofte tvunget. Deres relation til hinanden og deres omgivelser dukker meget unaturligt op i deres replikker, og det ødelægger indlevelsen.
De tilsyneladende generiske karakterer udfolder sig i løbet af filmen; Man oplever flere sider af deres liv. Man møder Jeans mor (Bulle Ogier) og søn Marcus (Issa Perica) fra et tidligere forhold. Jean har et svært forhold til sin søn og ser ham sjældent. Dette subplot afslører flere sider af Jeans indre og kan være med til at forstå hans opførsel.
Alligevel kommer sidekaraktererne til at virke overflødige, da man desværre ikke når at investere sig i dem. Subplottet kommer især til at virke ilde placeret, når små racediskussioner med sønnen kortvarigt dukker op i slutningen af filmen.
Filmen er uden tvivl en intens skildring af et trekantsdrama. Men intensiteten bruser over, og så ender det med at blive useriøst. Ligesom når man hælder en sodavand for hurtigt op i et glas, så det flyder ud på hele bordet, og i sidste ende er glasset halvtomt. Jeg Elsker Også Dig er på en og samme tid en overvældende og undervældende oplevelse, som ender med at flyde ud over det hele.
Kommentarer