Af Benjamin Damon
Det er sjældent, at værker som Grotten – il buco får reelle biografpremierer. Det er nemlig en ekstremt tålmodighedskrævende film, som afviger fra samtlige konventioner og forlanger en tilskuer, der er villig til at investere sig i dens mystiske og sanselige univers. Måske er det også en film, som kommer til at lide af, at den er så hengivet til at være kunstnerisk – bare for at være det?
Historien er simpel: i 1960’ernes Italien drager et hold speleologer til Bifurto-grotten i Calabrien og bliver de første mennesker, som når bunden af den. Samtidig med dette, har man just opført Pirelli-tårnet i Norditalien, som bliver landets højeste – vi ser tv-klip fra begivenheden og får filmens eneste stykke med tekstet dialog. Allerede her dannes tydelige kontraster mellem udvidelsen opad, og opdagelsesrejsen nedad. Men symbolikken stopper ikke her; i takt med at speleologerne kommer tættere på jordens indre, bliver den lokale hyrde sygere og sygere. I årevis har han levet i fred, passet sig selv og haft det fint – men nu får han det pludseligt dårligt. Det udefrakommende synes på en eller anden måde at have forstyrret naturens orden.
Italienske Michelangelo Frammartino har – på et teknisk plan – skabt en vanvittig flot film, som nærmest fortjener at blive smidt op i IMAX-dimensioner. Renato Bertas velvalgte billedkompositioner er mageløse i sig selv og besidder en dragende effekt. Skiftevis hopper vi mellem Calabriens betagende bakker og dale og den klaustrofobiske tur langt ned i grottens dybder – det er gudesmukt at se på. Man sidder konstant og venter på, at en fortællerstemme dukker op i lydbilledet, men det sker aldrig, og det forbliver tavst. End ikke et sagte lag musik er der blevet plads til – vi får udelukkende koklokker, vindens susen, vanddryp i grotten og få, ligegyldige samtaler mellem menneskerne, som ikke engang oversættes til dansk.
Grotten – il buco er en sær sag, som er komplet umulig at putte i en boks. Den kan dårligt kaldes hverken en dokumentar eller en fiktionsfilm, for den ligger præcis i gråzonen midt imellem disse – og den gør alt, hvad den kan, for at fucke med din perception af den.
Det helt store spørgsmål, man sidder tilbage med efter 90 minutters ganske søvndyssende meditation over natur, sind og sjæl, er, om det her egentlig er stor filmkunst. Er det interessant? Siger det reelt noget? Jeg er meget i tvivl.
Lige så applausværdigt det er, at der findes filmskabere, der laver projekter, der er så unikke og originale (Frammartino fik 3 priser på Venedig Filmfestival sidste år), lige så meget virker det her som noget, der hører til på et kunstmuseum. Forstå mig ret: slow cinema har bestemt en plads i filmverdenen – og det har det længe haft. Men tager man et værk som Chantal Akermans News From Home (1977), som ligeledes kræver stor tålmodighed, får man i mine øjne mere retur. Det er nemlig et følelsesmæssigt potent værk, som på trods af (og måske netop på grund af) sin simplicitet maler et rørende billede af længsel og fremmedgørelse.
Ideen med Grotten – il buco er god, men at påstå, at jeg fandt filmen gribende ville være en fed løgn. Den noget letkøbte parallelfortælling bliver overfladisk (no pun intended!) og fraværet af både stemmer og musik presser – og passerer – grænsen for, hvad man kan tillade sig at bruge 90 minutter på. Det er tydeligvis et projekt, der er lagt meget tanke og kærlighed i, men Frammartinos insisteren på at undgå at række hånden ud til tilskueren ender med at spænde ben for, at oplevelsen for alvor bliver interessant.
Kommentarer