Med grus på knæene og sved på panden kommer en 11-årig Zlatan ind fra frikvarter efter endnu et målorgie i skolegården. Men drengen kan ikke sidde stille, og hans temperament fører vanen tro direkte til inspektørens kontor, hvor faren nærmest per automatik vælter ind ad døren og skælder lederen ud. I skolescenen indkapsler instruktør Jens Sjögren, præcis hvordan Zlatan falder udenfor den svenske folkeskole, og hvordan Balkan-familien clasher med velfærdsstaten.
Forskellene mellem Zlatans hjem i betonbydelen Rosengården og det omkringliggende borgerlige Malmø trækkes tydeligt op gennem hele filmen. For Zlatan er intet tryggere end at køre rundt på en stjålen cykel, hvorimod hans pæne holdkammerater i Malmø FF aldrig kunne finde på at gøre noget uden at spørge deres pappa om lov først.
Filmen lykkes rigtig godt i første halvleg med at skildre Zlatans opvækst i Rosengården i Malmø, og man får virkelig følelsen af at være tilbage i skolegården med fodbolden klistret til fødderne. Der er tydeligt, hvilket frirum fodbolden er for en knægt, der er træt af ydmygelsen af at have en støttepædagog klistret til skuldrene. Især scenerne på grusbanen, når Zlatan spiller sine første kampe for sin nye klub BK Balkan, viser hvordan hans ekspressive personlighed hyldes på fodboldbanen, mens den straffes i klasselokalet.
Den barnlige naivitet udstilles smukt, når faren har druknet sine sorger over borgerkrigen i hjemlandet, hvor Zlatan panter de store dåseøl og fortærer et orgie af grillmad med smil på læben. Sammenholdet mellem far og søn stråler også i scenen, hvor de bærer IKEA-sengen hjem uden transport, fordi deres skodspand af en bil svigter dem igen igen.
Desværre afbrydes coming-of-age historien af en række flashforwards, hvor man ser en voksen Zlatan i sin hollandske klub Ajax Amsterdam. Det lykkes ikke for sekvenserne at skabe en stærk forbindelse mellem de ting, henholdsvis den voksne og unge Zlatan oplever, på nær i slutscenen. Det virker til, at det voksne liv er tiltænkt at være spejlinger af den unge Zlatans oplevelser, som kan forklare Zlatans idiosynkratiske opførsel i sin karriere som international topspiller. Men det er som om, at gavtyven ikke rigtig følger med fra barndom over i ungdommen. Man savner det glimt i øjet, som kun unge Dominic Andersson Bajraktari får med i sit portræt af superstjernen.
Der er ellers rige muligheder for at skabe en mere sympatisk hovedkarakter, for filmen bygger på Ibrahimovic’ succesrige selvbiografi, der er skrevet i samarbejde med forfatteren David Lagercrantz, som også har skrevet manuskriptet til spillefilmen, og materialet er spækket med historier, hvor Zlatan virkelig er outsideren og offer for grov opførsel.
Specielt ærgerligt, er det at man ikke får udpenslet hvor svigtet Zlatan må føle sig, når hans holdkammerater på fodboldakademiet organiserer en underskriftindsamling for at udelukke ham fra holdet. Her vises der fællesskabet i Rosengården, som Zlatan søger mod, men det kunne være interessant at lade ham være lidt mere alene på den kolde top.
Historien om Skandinaviens største fodboldspiller i moderne tid er et eventyr, der fortæller om livet som klassens ballademager. Det er historien om en dreng med et talent, der er så overmenneskeligt, at det bryder igennem – som en mælkebøtte bryder igennem selv den tykkeste asfalt.
Kommentarer