Af Gustav Juhl
Det er nærmest umuligt at tænke på andet end De Gule Veste og voldsomme demonstrationer, når nøgleordene ’protest’ og ’aktivisme’ nævnes i sammenhæng med Frankrig. Klimabevægelsen er dog en anden sag. Instruktørparret Olivier Nakache og Éric Toledano prøver med deres nye komedie, Et svært år (2023), at indkapsle netop dette. Men kan makkerparret bag feel-good-film, som blandt andet De urørlige (2011), virkelig deltage i klimadebatten med en film, der har så blød en kant?
Mere vil have mere, og sådan har det altid været. Det er i den situation, vi møder vores to skæve hovedpersoner Albert Laprade (Pio Marmaï) og Bruno Ambrosi (Jonathan Cohen). To venner fanget i en realistisk verden af overforbrug, økonomisk fallit og hurtige lån fra banker og alt og alle. Kort sagt har deres eget forbrug fået det bedste af dem. End ikke en støttegruppe for overforbrugere bliver deres redningskrans.
Men lokket af gratis øl og chips, øjner de to fattige helte dog en redning i en klimabevægelse. Ledet af den karismatiske og ideologiske Cactus (Noémie Merlant), bliver vores hovedpersoner gradvist revet med. Hvad der starter som en udnyttelse af bevægelsen, ender med klarsyn på forbrugerismen, og deres personlige agenda smelter sammen med klimaaktivisme. Desværre bliver denne udvikling, som resten af filmen, flad og unuanceret, og ender uforløst uden et retfærdigt klimaks.
Som komedie er filmen heller ikke hylende morsom, men den har helt klart sine øjeblikke. Toledano og Nakache udmærker sig med deres kritik af vores (den vestlige verdens) overforbrug. Et eksempel på dette er scenen, hvor en flok produkt-hungrende mennesker til Black Friday slås om nedsatte blendere og fladskærme, som var de vilde dyr på savannen om det sidste vandhul. Budskabet er klar i spyttet. Vi er fejlagtige mennesker.
Med det har filmen en nem og simpel indgang til klimadebatten. Alle kan, selv dem på røven, blive en del af klimakampen. Men det lykkedes ikke helt for filmen at få budskabet igennem. De steder hvor den skulle have været bekræftende og stærk, ender den med at blive tåkrummende og svag.
Det ses især i soundtracket med de ikoniske sange af blandt andet The Doors og Jimi Hendrix. Sangene er bundet op med scener af større klimaaktioner, som man slet ikke ser effekten af, og man ender med følelsen af at sidde tabt tilbage og kigge på klimaaktivister der bare render rundt og ”gør”. Det er en skam. Især fordi instruktørduoen virkelig understreger gennem Cactus, hvor vigtig klimakampen er. Vi ser det bare ikke.
I det store billede formår Nakache og Toledano i Et svært år at skabe en hjertevarm skildring af klimaaktivister, hvilket tydeligvis er deres intention. Gennem et letfordøjeligt og nogenlunde underholdende manuskript, forsøger de at invitere publikum til at reflektere over deres egen rolle i klimakampen.
Det er fedt at se klimadebatten på det store lærred, men hvor kunne de dog have gjort meget mere for at udfordre og dykke dybt i udviklingen af mennesket fra naiv forbruger til kritisk klimaktivist. Fokusset på den lette humor bliver på bekostning af at bagatellisere klimakampens kompleksitet og virkelige effekt. Måske egner en feel-good komedie af denne kaliber sig ikke til at kommentere på klimakampen.
Kommentarer