Af Anna Lucia Dominguez
24 teenagere udvælges tilfældigt til et dødsspil, mens landets rigeste følger med i fjernsynet, som straf for en gammel, mislykket revolution. Det var konceptet, der tog verden med storm, da The Hunger Games udkom for 11 år siden og kickstartede en tsunami af lignende sci-fi ungdomsfilm om grupper af unge, der kæmper mod onde regeringer i dystopiske verdener – tænk bare på franchises som Divergent (2014-16) og the Maze Runner (2014-18)
Med The Hunger Games: The Ballad of Songbirds and Snakes kastes vi tilbage 64 år før The Hunger Games, og denne gang er ingen ringere end franchisens store skurk, Præsident Snow (her spillet af Tom Blyth) protagonisten. En sådan film kan hurtigt gå hen og blive et klichéfyldt forsøg på gøre fjenden til en misforstået og direkte sympatisk karakter. Der ender vi dog ikke helt her.
Den unge Coriolanus Snow er fattig, forældreløs og fuldstændig overbevist om, at han kan blive præsident af Panem en dag. Men for at vise sit værd får han rollen som mentor for den karismatiske, og en smule ubehøvlede sangfugl, Lucy Gray Baird (Rachel Zegler) fra distrikt 12 i det 10. Hunger Games. I hende ser han et potentiale, der kan hjælpe hende med at vinde spillet og ham med at vinde æren. På trods af de fra begyndelsen tydeligt splittede motivationer hos Snow, udvikler alliancen sig (noget hurtigt) til en romance, og det øger den indre konflikt hos mentoren – og spørgsmålene hos tilskueren. For hvor langt vil han egentlig gå for at nå sine egne ambitioner, når kærligheden også står på spil?
Endnu en gang er selve dødsspillet filmens stærkeste og mest interessante omdrejningspunkt. Der er i hvert faldt ikke for lidt af den absurde sammensmeltning mellem døde børn og søndagsunderholdning, som når værten Lucretius ”Lucky” Flickerman (Jason Schwartzman) skifter væk fra den netop myrdede soner for at give en vigtig vejrudsigt.
Vi befinder os bag kulisserne, hvor the Hunger Games for første gang skal blive et realityshow for at øge seertallet. Men kluntede liveoptagelser og ødelagte arenaer gør det hele ganske amatøragtigt – hvilket får spillet til at føles mere brutalt, end det kliniske spil, vi har vidnet tidligere. Og det fungerer!
Alligevel er det hele, ironisk nok, ikke helt lige så underholdende som man husker. Jovel bliver man både rørt et par gange og oprevet over spillets uretfærdighed, men netop her er det tydeligt, at vi ikke oplever hændelserne i arenaen gennem Lucy Gray, men Snow, der ligesom os blot ser på.
Undervejs i filmen sænkes tempoet gevaldigt, og fokus snævres ind på de indre moralske konflikter, som Coriolanus kæmper med. I lyset af hans medmentor og gode ven, den empatiske Sejanus Plinth (Josh Andrés Rivera), der naivtbryder reglerne for at redde liv, bliver det tydeligt, hvor filmen vil hen – og gerne i en fart, nu hvor actionscenerne ikke fylder skærmen.
Tom Blyth formår at menneskeliggøre den iskolde og ugennemskuelige præsident (tidligere spillet af Donald Sutherland) på en subtil måde, der balancerer en mere sympatisk del af karakteren med den barske side, som vi har kendt indtil nu. Mandens indre forbliver dog svær at gennemskue, og her er filmens pacing måske en del af udfordringen.
Filmen indkapsler store dele af Hunger Games stemningen, men taber momentum ved ikke at have selve dødsspillet i centrum (hvilket også har været kritikpunkt i seriens to seneste film) Og uden en god gang revolution oplever teenagedystopiens guldalder nok ikke en renæssance efter denne film. Desværre.
Til gengæld bidrager filmen med frisk indsigt i en af universets vigtigste karakterer og udfolder derved vores forståelse for, hvorfor denne dystopiske verden endnu hænger sammen som den gør 64 år senere.
Kommentarer