Af Gustav Stubbe Arndal
”Jeg har aldrig haft en ven som Bruno”, lyder fortællerstemmen over idylliske billeder af en norditaliensk landsby. Det er en simpel sandhed, som vi selv får at føle i filmens løb, og som til dels virker overflødig i sammenligning med de skønne billeder, der bedækker denne 147 minutters livshistorie.
Livet tilhører Pietro (Lupo Barbiero), der på sine barndomssommerture med familien til en fjern afkrog af alperne bliver nære venner med en lokal, jævnaldrende dreng (Cristiano Sassella). Bruno er fuld af iver og mod, modsat Pietros tilbageholdenhed. Den ene skal allerede snart starte i lære som tømrer hos sin far, mens den anden skal vende tilbage til storbyen og selv finde vej gennem uddannelse og fremtid.
Klasseskællet splitter dem snart ad. Pietros forældre foreslår at tage Bruno med til byen for at få en uddannelse, og pludselig er Bruno bortrejst med sin strenge far. De to venner genforenes først som voksne, efter Pietros far (Filippo Timi), som han ikke havde snakket med i årevis, afgår ved døden og efterlader ham et stykke land i alperne.
Pietro (nu spillet af Luca Marinelli) og Bruno (Alessandro Borghi) går sammen om at bygge et hus oppe i terrænet, og lærer igen hinanden at kende. Til Pietros overraskelse har Bruno været en slags adoptivsøn for hans far. Sammen besteg de bjergene i omegnen år efter år. De to venner kendte to vidt forskellige versioner af den afdøde mand.
De otte bjerge er klart struktureret som en erindring. Alt er fra Pietros begrænsede perspektiv, og spring i tiden markeres med den voksne versions poetiske stemme. Man mærker tydeligt historiens oprindelse som litteratur, men Pietros indre liv og tanker er ikke nært så fascinerende som det måske havde været i bogform.
Langt mere fascinerende er det auditive og visuelle univers. Vi tages med gennem dale, bjergtoppe og landsbyer i alperne, fotograferet i klassisk, boks-agtigt 4:3 format, der dog aldrig frarøver landskaberne deres storhed. Man hører de overdøvende cikader i sommerheden, og man ånder den skarpe luft på skyfrie vinterdage.
Ligesom Pietro forelsker man sig i naturen omkring hytten. Men forelskelse er ikke på menuen for de to skæggede barndomsvenner alene på en alpetop. Deres forhold er platonisk og broderligt, og dramaet foregår mest i deres adskilte livsveje – Bruno stifter familie og starter en mejerigård, mens Pietro rejser omkring og skriver bøger.
Det er lidt en skam, ikke blot fordi Marinelli og Borghi har en følsom kemi, men også fordi den egentlige fortælling er en anelse for tør og litterær til at have megen tyngde, når alt er sagt og gjort.
Der er en klar emotionel kerne i Pietros anstrengte forhold til en far, han ikke helt kendte, men den behandles som en sidehistorie i en større fortælling, der forsøger at indramme livets store spørgsmål. De otte bjerge handler dog i sidste ende om to specifikke mennesker og deres forhold.
Udsigten, når man har besteget dens lange og tålmodige spilletid, burde måske have været mere overvældende. Men rejsen dertil er smukt fotograferet, flot spillet og gribende meget af vejen. Det er turen værd, hvis man har den rette indstilling.
Kommentarer