Af Gustav Stubbe Arndal
Vi kigger på baghovedet af en ung, mørkhåret kvinde. Vinklen skjuler hendes ansigt nøjagtigt – i biografen, i gaden, foran et vindue. En dramatisk voice-over fortæller vores hovedperson, hvordan hun ændrede alt for ham. Det er et fængende, gådefuldt motiv. Det er et løfte om store følelser og afsløringer, filmen ikke kan leve op til.
København findes ikke er blot Martin Skovbjergs anden spillefilm som instruktør, og ligesom Brakland (2018) begiver han sig ind i karakterdrama og en intenst følt æstetik. Men hvor Braklands bærende drama til tider blev overskygget af stilen, er det her stilen, der skal bære skelettet af en fortælling, som stykkes sammen lidt efter lidt.
Sander (Jonas Holst Schmidt) er låst inde i en stor lejlighed, hvor han bliver videointerviewet af en ældre mand (Zlatko Buric). Det drejer sig om mandens datter Ida (Angela Bundalovic), som Sander har været sammen med i et års tid, og som forsvandt sporløst på en ferietur med ham.
Vi er omkring en halv time inde i filmen, før filmens præmis står klart. Spilletiden fyldes med tankefulde pauser, flydende flashback-klip og dramatiske erklæringer fra Sander såvel som Idas spøgelsesagtige voice-over. Der er en dyb kærlighed i Sanders øjne, men noget føles hult bagved.
De lavede næsten ingenting sammen. De sås sjældent med vennerne. Ida havde ikke snakket til sin far i fire måneder inden sin forsvinden. Er Sander virkelig en pålidelig fortæller? Forveksler faren sin datters komfort med tvungen isolation? Eller er der måske en god grund til, at Ida ville væk fra sin familie?
Det er de spørgsmål, der driver os frem gennem filmens uklarhed og tvetydighed. Gennem visuelt fængende hverdagsglimt, der egentlig ikke har mere dybde end et klip fra en musikvideo. Ida har et bestemt mystisk blik, da hun erklærer sin kærlighed for Sander, mens han reder hendes hår i badekarret – men filmens alvorlighed suger al humoren og menneskeligheden ud af det centrale forhold.
Manuskriptet, skrevet af Eskil Vogt og baseret på en norsk roman, vender og drejer sig i knuder for ikke at afsløre den egentlige sandhed til sådan en grad, at det forstyrrer den dramatiske fremgang. Idas motivationer er ukendelige i næsten alle hendes scener. Vi hører farens spørgsmål i forhørsscenerne, men vi forstår ikke, hvorfor han spørger, eller hvad – om noget – Sander ønsker at skjule.
Martin Skovbjerg møder en mystiske uklarhed med en matchende stil, der ofte gør gådefuldheden mere dragende end frustrerende. Han kommunikerer Sanders drømmeagtige minder, Idas mystiske hold om ham, og endda ganske effektivt gys, med et ulmende lydbillede og erindringssekvenser badet i romantisk lys. Det er, som om han tog flashback-scenerne i Inception (2011) og lavede en hel spillefilm ud af dem alene.
Det er bestemt en kompliment til hans æstetiske kontrol. Men København findes ikke forveksler fængende momenter med dramatiske scener. Vi mærker Sanders blik på Ida, men forstår ikke hans indre liv. Ida er og bliver et objekt for vores og kameraets fascination, hendes personlighed er så vagt defineret, at hendes skæbne føles underordnet.
Det endelige svar opklarer historien, men belyser den ikke. Det farver hele filmen, når vi ser tilbage på den, men billedet er allerede så sløret, at det bløder ud i noget gråt og formløst. Karakterernes handlinger giver måske mening, men det er betydningsløst, når der ingen grund er til at holde af dem eller med dem. De kunne lige så godt ikke findes.
Kommentarer