Af Gustav Stubbe Arndal
David Byrne, en af popmusikkens mest unikke stemmer, står gråhåret og i bare tæer på en næsten rekvisitløs scene indrammet af et perlegardin. I løbet af koncertens første numre tilføjes to dansere, et par guitarspillere, et hold af percussion og en skaldet mand med keyboard om halsen.
Med blot lyssætning, musik og koreografi skabes en minimalistisk drømmeverden, hvor Byrnes finurlige vision, nye sange og gamle kæmpehits smeltes sammen til noget, der bestemt føles som kunst. Men med så storartet en titel som American Utopia er man nødsaget til at spørge, nøjagtig hvad den gamle legende har på hjerte.
En del, viser det sig. Showet begynder med en sang om hjernens anatomi, som Byrne (efter klapsalven er færdig) uddyber som en metafor for vores adskillelse fra hinanden – neuronforbindelser, vi engang havde, går tabt, mens vi vokser op; hvor findes de nu? Findes de i medierne? I vores kærlighed til hinanden? Eller er de borte?
American Utopia ankom til Broadway i 2018, i skyggen af Trump-administrationen, og det kan mærkes. Som mange af tidens kunstnere var højrefløjens fremmarch forrest i Byrnes tanker, og det spejler sig bl.a. i segmenter om dadaismens kunstneriske modsvar til fascistisk ideologi og en brandtale om USA’s lave stemmeprocent.
Det ville være let at synke ned i simple budskaber og emnesange, og det er der noget af, men man får også lov at nyde nogle af Byrnes gamle hits fra sin tid i new wave-bandet Talking Heads. Sange som ’Once in a Lifetime’ og ’Burning Down the House’, der får publikum til at juble genkendende når de første noter spilles.
De gamle Talking Heads-tekster, lagret med metaforer og en vag ængstelighed om det moderne liv, passer udmærket ind i American Utopia’s minimalistiske tilgang, og selvom man mangler noget mere konkret at bide fat i, er det svært ikke at nikke med på de fede toner.
Selveste Spike Lee, vor tids vigtigste afroamerikanske filmskaber, har instrueret koncertfilmen, og det gør han som en ægte professionel. Der er visuel variation, og han ved, hvornår scenografien skal tale for sig selv, og hvornår der er plads til lidt ekstra flair i kamerabevægelserne.
Men hans involvering giver straks mere mening nær slutningen, hvor Byrne og kompagni synger en version af Janelle Monáes Black Lives Matter-protestsang ’Hell You Talmbout’. Her bliver sorte ofre for politivold råbt op med den gentagne kommando ”Say his/her name”. Den amerikanske utopi findes bestemt ikke i nuet – Lee tilføjer flere navne efter sangen er ovre, som gik bort mellem optagelse og udgivelse.
Men sekvensen udstiller også showets svaghed. Blot fire år efter dets debut er American Utopia allerede et levn af sin kontekst. En historisk protestbevægelse indtog Amerika og råbte navne som George Floyd så vi alle kunne høre dem. Biden vandt præsidentvalget. Problemerne består. Byrnes (og filmens) opfordring til, at publikum bør stemme til generalvalget, er ikke ligefrem radikal.
Det kommer jo med genren. Lee og Byrne har ikke lavet en musical, men en særligt teatralsk koncertfilm. Musicals sigter efter tidløshed, mens koncerter er en live-oplevelse mellem optræder og publikum. American Utopia er et snapshot af en tid, der allerede føles fjern – men et ganske fængende et af slagsen.
Kommentarer