Af Frida Bay Lorentsen
Med 26 år på bagen ved man efterhånden, hvad man kan forvente af en film i Scream-franchisen. Et uhyggeligt telefonopkald fra et ukendt nummer, filmelskende teenagere og masser af blodige mord begået af Ghostface. Med den halvforvirrende titel, Scream (ej at forveksle med den oprindelige Scream fra 1996), indskriver den sig, som den femte i rækken, entusiastisk i denne tradition, men taber desværre tråden i selvironi- og kritik.
Det første offer er denne gang teenageren Tara Carpenter (Jenny Ortega), der overlever sit møde med Ghostface-morderen. Kort tid efter overfaldet bliver der dog begået flere mord over hele Woodsboro, der for 25 år siden var åstedet for de allerførste Ghostface-mord. Sidney Prescott (Neve Campbell), Dewey Riley (David Arquette) og Gale Weathers (Courtney Cox), der alle var til stede dengang for 25 år siden, må nu genforenes og hjælpe Tara og hendes venner med at stoppe mordene én gang for alle.
Det er tydeligt, at Scream befinder sig i lidt af en identitetskrise. Nutidens store gyserhits er ikke længere kun blodige splatterfilm som Halloween (1978) eller Friday the 13th (1980), men ofte film der indgår under den såkaldte ”elevated horror”-genre. Tænk stemningsfulde, dramatiske gysere á la It Follows (2014) og The Witch (2015). Filmen er selv klar over dette skift, som blandt andet eksemplificeres, da Tara besvarer Ghostfaces ikoniske spørgsmål “What’s your favorite scary movie?” med, at hun elsker The Babadook (2014), fordi den er en allegorisk fortælling om moderskab og sorg.
Scream-franchisen har altid indeholdt kritik af gysergenrens trends og troper. Denne selvbevidsthed bliver dog i Scream hurtigt udmattende, og man får på fornemmelsen, at filmskaberne måske skammer sig lidt over, at de overhovedet laver en splatterfilm. Denne gang går kritikken dog ikke kun på gysergenren, men også fankultur og filmbranchen som helhed. Fænomenet ”requels” forklares af Taras veninde, filmnørden Mindy (Jasmin Savoy Brown), som kombinerer sequel og reboot, og har et nyt, ungt cast, samt filmens oprindelige karakterer, så fans ikke bliver sure. Scream må siges at være en sådan requel, men bare fordi filmen selv indrømmer at være en del af en ærgerlig trend, ændrer den selvrefleksive ironi ikke på, at Scream blot er endnu en requel iblandt requels.
Hvad angår den nye generation af teenagere, er castet veloplagt og sympatisk, men man får aldrig helt nok tid med dem til virkelig at føle for dem, før de uundgåeligt møder deres drabelige endeligt ved Ghostfaces kniv. Sidney, Dewey og Gale har den urimelige fordel af fire film bag sig, og deres delte fortid giver anledning til små, rørende scener, som danner en følelsesmæssige kerne for resten af filmen.
På trods af den endeløse selvkritik, skræmmer og underholder Scream stadig. Med Ghostface som den ustoppelige dræbermaskine, der gemmer sig bag hvert et hjørne, er spændingen til at tage og føle på i mange af filmens velinstruerede og enormt blodige scener. Den udpenslede vold øger kun underholdningsværdien, og scenerne er et bevis på, at der stadig er plads til klassisk splatter på horrorscenen, hvis bare holdet bag Scream turde tro på det selv.
Scream gør et hæderligt forsøget på at aktualisere franchisen, men filmen fungerer bedst, når den ikke prøver at kritisere sin egen eksistensberettigelse. Som gysernørden Randy Meeks så klogt siger i 1996’ernes Scream: ”There’s a formula to it. A very simple formula!”. Hvis bare de havde holdt sig til formlen.
Kommentarer