Af Stig Bergendorff
I Gaspar Noé’s seneste spillefilm Vortex (2021) følger vi et ældre ægtepars sidste tid i en træng og kaotisk pariserlejligheden. Konen Elle (Françoise Lebrun), der er en pensioneret psykiater, er blevet ramt af demens, og det er derfor manden Lui’s, spillet af den italienske, kultdyrkede horrorinstruktør Dario Argento, opgave at tage vare på hende. En opgave, der ikke er lige til for den nyligt blodpropsramte ægtemand, hvis skrantende helbred og arbejde med sin bog om drømme og film ikke levner ham meget overskud.
Plotlinjen kunne umiddelbart lyde som en gentagelse af Hanekes mesterlige Amour (2012), men både i sprog og stil formår Noé at finde sin egen tone, når han dykker ned i den mørke afgrund, der er alderdommen, separationen og døden.
Kort inde i filmen splittes skærmen i to, så tilskueren præsenteres for to sideløbende fortællinger. I højre side følger vi Argentos karakter, når han tumler rundt i lejligheden, arbejder på sit kaotiske kontor eller ulykkeligt prøver at kontakte sin elskerinde. I venstre side følger vi Lebruns karakter når hun, i sin demenståge, forvilder sig ned på gaden, tænder og glemmer at slukke for gasblusset eller smider udkastet til sin mands bog i toilettet.
Ægteparret har sammen sønnen Stéphane (Alex Lutz), som også får en bærende rolle i fortællingen og tilmed levnes plads i én af filmens to skærme. Stéphane, der selv er far til en lille dreng, er bebyrdet af et tidligere stofmisbrug samt økonomiske og ægteskabelige problemer. Samtidig forsøger han et løfte det ansvar der ligger i farens fysiske- og morens psykiske lidelser – et ansvar, der bliver ham for tungt.
Valget om at splitte skærmen giver en særlig strukturel indsigt i alderdommens ensomhed, og tegner på sin vis vejen for dem, der er på vej ind i tomheden. Noé formår på denne måde, uden sine vante tiltag som eksplicit vold, pornografisk indhold og psykedelisk tåge, at tvinge tilskueren ud på kanten af utilpashed. Døden bliver et vortex – et uundgåeligt kaos ligesom livet og ikke en fint bunden sløjfe herpå.
Filmens tema er tungt, men evigt aktuelt. De stilistiske valg er modige, men synes skræddersyet til en fortælling som denne. Hjulpet godt på vej af knugende autentiske skuespillerpræstationer har en noget afdæmpet og, måske, mere moden Noé slet og ret skabt et værk, som du ikke må gå glip af!
Vortex havde allerede premiere på Cannes tilbage i juli 2021, men nåede desværre aldrig til de danske biografer. Nu er filmen imidlertid aktuel som Månedens film i Cinemateket og kan derfor, for første gang, fanges på det store lærred i perioden 7.-15. september. Kan man ikke få nok af Noé, så sætter Cinemateket i hele september netop fokus på den argentinske instruktør i anledning af hans 60-års fødselsdag senere på året.
Kommentarer