I 60’erne havde Danmark en særlig politik: klarede grønlandske børn sig særdeles godt i skolen, blev de sendt til Danmark for at få sig en bedre uddannelse. Man rev børn op med rod og placerede dem i plejefamilier, et ukendt skolesystem og næsten fremmed land under foregivende af at ville styrke deres uddannelse.
Det mål gik imidlertid hen over hovedet på Aaju Peter. Hendes barndomsophold hos kolonimagten Danmark fremmedgjorde hende over for sit hjemland. Hun kunne dårligt nok tale sit modersmål og skilte sig ud fra sine kammerater og sit samfund, da hun endelig vendte hjem.
På et internationalt møde mellem Arktis’ inuitter faldt hun pladask for en canadisk inuit. Hun slap væk til Canada sammen med ham – og oplevede på egen krop to kolonimagters magtudøvelse over to inuitfolkefærd.
Twice Colonized følger Aaju Peter gennem skelsættende år i hendes liv. Hun kæmper som advokat for indfødtes rettigheder, mens dyrerettighedsorganisationer som PETA prøver at begrænse og forhindre sæljagt. Hun kæmper med en kæreste, der mishandler hende og konstant tror, hun er ham utro – bl.a. med instruktør Lin Alluna.
Og det går op for hende, at hun må prøve at skrive inuitters historier ned uden kolonisatorers input. Det bliver del af hendes forsøg på at genopfinde sig selv, efter hendes søn tager livet af sig selv ved at springe ud fra tiende sal.
På denne måde er Aajus liv et af de rodede og komplicerede af slagsen. Og det smitter af på dokumentaren.
Twice Colonized er kun delvist kronologisk, og det forvirrer til tider. Man kan orientere sig via eksempelvis længden på Aajus hår, men navnlig i starten og omkring midten af filmen føler man sig hægtet af dokumentarens forløb.
Netop i filmens midte er Aajus liv også allermest tvetydigt og komplekst. Liv og film sammenflettes, men oplevelsen føles rodet snarere end symbiotisk.
Det ændrer dog ikke på, at Aaju Peter er en fascinerende figur at følge. Hendes rejse giver et indblik i, hvordan både fortidens og nutidens kolonisering har påvirket indfødte overalt i verden.
Hendes samtaler med indfødte fra Sámi-samfundet, der findes og aktivt undertrykkes i Norge, Sverige og Finland, er uhyre interessante. I kampen for rettigheder afviser lokale og nationale politikere nemlig, at Sámi overhovedet eksisterer som folk. Som Aajus interviewpersoner udtrykker det: “Hvis du ikke eksisterer, kan jeg ikke undertrykke dig.”
Aajus adgang til disse samfund og research til sin bog resulterer altså i overraskende, chokerende og lærerigt materiale fra et dansk synspunkt. I Danmark er samtalen om grønlænderes og andre indfødtes rettigheder lavmælt, og vi deltager lidet i snakken om Nordens løbende afkolonisering. Så er et perspektiv som Aajus i sandhed kærkomment og tilføjer nuance til emner, som mange i deres hverdag ikke ænser.
Desuden er det utvivlsomt livsbekræftende at se en kvinde, der trods alverdens modstand formår at samle sig og finde frem til nye formål med sit liv. På trods af rodet finder fremgang sted, og Aaju rejser sig gang på gang.
Og opmuntrende er det, at Aajus børnebørn har en helt anden opvækst, end hun selv havde.
Sammen øver de strubesang, klæder sig ud i bedstemors tøj og leger med traditionelle trommer. De er langt fra fremmedgjorte fra deres egen kultur. Pludselig ser fremtiden i Twice Colonized så meget lysere ud, end den engang gjorde.
Kommentarer