Af Joakim Søgaard
Du får ikke øgenavne som ’The Prince of Darkness’ og ’Dirty Trickster’ ved at være en flink fyr, der spiller efter reglerne. Det er Roger Stone, en af Trumps tætteste rådgivere, da på ingen måde heller, og han lader ikke engang til at lægge skjul på det.
I filmens åbningsscene sidder Stone på sin terrasse med et lusket smil og en cigar på størrelse med sit hoved. Det får ham til at ligne en skurk taget direkte ud af en gammel James Bond-film. I denne scene lærer han også instruktør Christoffer Guldbrandsen, hvordan man ryger en cigar på den rigtige måde, for i ren Cinéma vérité stil inddrager Guldbrandsen sig selv for at komme helt ind under huden på sit subjekt.
Det lykkes han i høj grad også med. For i løbet af filmens spilletid siger Stone nogle ting for rullende kamera, der får en til at tvivle på, om det i det hele taget går op for ham, hvordan en mikrofon fungerer.
Guldbrandsen har opnået en relation til Roger Stone, som instruktøren også selv kalder for kompliceret. For selvom Stone drillende kalder ham kommunist, og siger han nedstammer fra en slægt af nazister, virker det som om, at han næsten ser venskabeligt på sit forhold til danskeren.
Det betyder dog også, at Guldbrandsen holder igen med de kritiske spørgsmål. Stone er med sin forfængelighed heller ikke en mand, der tager vel imod kritik. De kritiske spørgsmål viser sig dog også ikke at være særdeles nødvendige, for gennem sine handlinger tegner Roger Stone et utvetydigt portræt af sig selv som en narcissistisk manipulator, der kun kæmper for én eneste sag: nemlig sit eget velbefindende.
Filmen følger Roger Stone over flere år frem mod stormen på kongressen d. 6. januar 2021. Et angreb ledt an af højreekstremistiske grupper som Proud Boys og Oath Keepers, der i A Storm Foretold ses dels som Stones sikkerhedsvagter og dels hans deciderede fans.
I en scene, der mest af alt ligner et absurd teaterstykke, møder Roger Stone op til en universitetsagtig Proud Boys-fest, hvor en sang med teksten ”Bitches wanna fuck me like I’m Roger Stone” spiller, mens folk løber mod ham for at tage selfies.
En stor del af dokumentaren udspiller sig så komisk, at man næsten glemmer sagens alvor. Men da man endelig ser de voldsomme optagelser fra stormen på kongressen, kan man ikke affeje, at Roger Stone er en farlig skikkelse. Han besidder en skræmmende evne til at læse folkestemningen og opgejle hans følgere, hvilket han beviste med ’Stop the Steal’ kampagnen, som han stolt beretter om at have skabt – altså den kampagne, som påstod, at der blev snydt med stemmerne til præsidentvalget, og som i sidste ende førte til stormen på kongressen.
Det bevidner ikke blot om Roger Stones manipulatoriske evner, men også om en tid i USA kendetegnet af vrede og en velvilje til at tro på populistiske agendaer som hans.
Guldbrandsen kommer helt tæt på sit subjekt, og det bliver en smule for underholdende og ukritisk til tider. Filmen løfter sig dog i de momenter, hvor Stones facade krakelerer, og kameraet fanger den vrede, han prøver at skjule bag falske smil og jokes. Det er bedst eksemplificeret i en scene, hvor han i en ophedet telefonsamtale kaster om sig med trusler mod Trump-administrationen. Efter at have lagt på kigger han over på den danske instruktør og siger: ”Hvis du bruger noget af det her, slår jeg dig selvfølgelig ihjel!”
Guldbrandsen brugte det heldigvis alligevel. Ud af det er der kommet et portræt, som ikke blot vidner om en magtfuld manipulator, men også de tilstande i det Amerikanske samfund, der gjorde Trump til præsident.
Kommentarer