Af Sidsel Minuva
De fleste skandinaver kender Tove Jansson. Også selvom navnet ikke med det samme klinger bekendt.
Kunstneren opfandt nemlig de højt elskede Mumitrolde, hvis eventyrlige og fantasifulde univers har underholdt både store og små siden 1940’erne.
Nu træder de buttede, små væsner og alle deres venner i baggrunden, for i Tove er det kunstneren Tove Jansson selv, der indtager rampelyset.
Den unge Tove (Alma Pöysti) skal lige efter Anden Verdenskrig løsrive sig fra sin fars skygge. Viktor Jansson (Robert Enckell) er skulptør, og han bryder sig ikke om Toves tegninger. Mens han mener, at hun bør fokusere på malerkunsten, så bliver Tove langsomt mere og mere tiltrukket af den eventyrlige fantasiverden, som hun kan udtrykke med en blækstreg.
Samtidig banker kærligheden på døren – først i form af den venstreorienterede politiker, Atos Wirtanen (Shanti Roney), og senere i form af den gifte rigmandsdatter, Vivica Bandler (Krista Kosonen).
Romancen er hed. Tove og Vivicas forhold er som revet ud af det fornemmeste romantiske drama. Kemien mellem dem slår så mange gnister, at lærredet kunne bryde i flammer hvert øjeblik.
Men Vivicas kærlighedsappetit er nærmest umættelig. Deres forhold er lige så smerteligt, som det er lidenskabeligt. Mens Toves kunstneriske udfoldelser opnår mere og mere succes, er hun som fanget i en evig omgang elsker/elsker ikke med uendelige mængder tusindfryd.
Man kan ikke lade være med på én gang at heppe på dem og samtidig inderligt ønske, at de én gang for alle kan løsrive sig fra hinanden. Gang på gang ender seerens hjerte helt oppe i halsen.
Det hjælpes i den grad på vej af, at Alma Pöysti er fuldstændig fabelagtig i rollen som den frække, forvirrede, forelskede Tove.
Hendes familie var åbenbart nære venner med virkelighedens Tove og Vivica, og for kun tre år siden indtog hun rollen som Tove i et teaterstykke i Helsinki. Det kan mærkes.
Hun formår ikke bare at efterligne Janssons akavede, men energiske bevægelsesmønstre livligt og på en prik; hun udfolder alle karakterens nuancer. Tove fremstår kærlig, passioneret og til tider naiv og samtidig stædig og fandenivoldsk.
Pöysti udfolder Tove på en sådan måde, at hun føles som mere end en filmkarakter eller en historisk karaktertegning. Hun føles som det egentlige menneske, som Tove forsøger at skildre.
Mens nogle nok vil savne lidt mere Mumi i en fortælling om Mumitroldenes skaber, så er det egentlige savn Tove Janssons lykke. Tove skildrer indgående Janssons tumultrige romantiske forhold, men gør lidt plads til den kvinde, hun tilbragte resten af sit liv sammen med: Tuulikki Pietilä (Joanna Haartti).
Konflikt er lig med en medrivende fortælling, men det er synd, hvor lidt Janssons lykkelige kærlighed fylder.
Alligevel er Tove en helt igennem formidabel skildring af Mumimor, der griber fat om ens hjerte og først slipper igen, når teksterne ruller.
Kommentarer