Af Christian Hejbøl
Året er 1925 i Montana, USA. De to brødre, Phil (Benedict Cumberbatch) og George (Jesse Plemons), har gennem femogtyve års hårdt arbejde bygget et hyrde-imperie op ude på den amerikanske slette. Det er femogtyve år med en gruppe unge cowboys, der kun tænker på den næste øl og den næste dame i sengen, og et utal af kilometer på hesteryg, med kun få stop, hvor man kan få lidt at spise og drikke. Det er et nådesløst og ensomt liv at være cowboy. Man skal have hård hud på hænderne, kunne kastrere en okse med den ene hånd og drikke bourbon med den anden, ellers sluger prærien dig hel og spytter dig ud igen.
George og Phil er to modsætninger. Phil er symbolet på samfundsmæssig stilstand og påtaget maskulinitet. Han beundrer den klassiske cowboy-livsstil. I billedet af hans afdøde mentor, Bronco Henry, er der adskillige ting i det moderne samfund, der modstrider hans hyper-maskuline tankegang; ’feminine’ ting som et jævnligt bad, at kunne vise sine følelser, og at man vælger kærligheden til en kvinde i stedet for det repetitive og ensomme cowboyliv.
George er modsat et stille gemyt, der føler sig en smule alene i selskab med sin bror og de andre mænd. Han vælger at gifte sig med enkekvinden Rose (Kirsten Dunst), et ægteskab, der i en følsom scene i det uendelige bakkelandskab, hvor Rose prøver at lære ham trinnene til en brudevals, virker til at befrie begge parter for deres ensomhed.
Det psykologiske drama tager fart, da George kommer hjem med konen under armen. Phil føler sig forrådt af sin brors beslutning om at gifte sig, og han gør sit ypperste for at Rose, og hendes ranglede og mere ’feminine’ søn, Peter (Kodi Smit-McPhee), ikke skal føle sig tilpas på ranchen.
Peters indtræden i verdenen af mandehørm sætter temaer som køn og seksualitet i fokus. The Power of the Dogs transformerer hypermaskuliniteten til en underspillet homoerotik. Med dvælende billeder af nøgne, smukke mandekroppe, og Phils påtagede cowboy-persona, der begynder at krakelere i selskab med den ’feminine’ Peter, udstiller Jane Campion med sikker hånd karakterernes komplekse indre liv.
I et velcastet og velspillende hold af skuespillere, brænder især Benedict Cumberbatch som nederdrægtig cowboy, og Kodi Smit-McPhee som ranglet ung mand igennem. Scenerne med de to karakterer syder af intensitet.
The Power of the Dog bryder instruktøren Jane Campions tørke på tolv år uden filmkrediteringer, og hver en scene er velinstrueret og velovervejet; alt fedt er skåret fra, intet virker tilfældigt.
Filmens styrke er dens selvsikre langsommelighed og det psykologiske drama mellem karaktererne, der stiger for hvert dvælende sekund. Dog, henimod slutningen, idet filmen begynder at folde sig ud, slutter den næsten i samme sekund – som var man til en fest, der slukker for stereoanlægget ved midnat.
At man gerne vil have mere, kan på sin vis betegnes som et kompliment. The Power of the Dog er en utrolig vellavet film, og Jane Campion viser i høj grad efter en årtilang filmtørke, at hun stadig må anses som en instruktør i verdensklasse.
Kommentarer