Af Anna Lauritsen
Instruktør og manuskriptforfatter Anna Emma Haudal blev for alvor et landskendt navn i 2018, da den populære ungdomsserie Doggystyle ramte DR3. Gennem 18 afsnit fulgte man den unge og retningsløse Asta (Rosemarie Mosbæk), mens hun gennem venskaber, kærlighedsrelationer og familiekaos forsøger at finde sin retning i livet.
I sin spillefilmsdebut, Venuseffekten, tager Haudal meget lignende tematikker op. Denne gang er der dog mere fokus på kærlighedshistorien, da omdrejningspunktet er en fortælling om hvor selvtransformerende en hovedkulds forelskelse kan være.
Filmen følger den stille og tænkende Liv (Johanne Milland); hun er i starten af 20’erne, arbejder på sin families gartnerigård og er i et kedeligt, men stabilt forhold. Livs verden vendes på hovedet, da hun møder den bramfri og rebelske Andrea (Josephine Park), som iført vaginakostume braser ind i Livs arbejde (og liv), da campingvognen, som hun bor i, er brudt sammen.
I et vaskeægte meet cute opstår der øjeblikkelig kemi mellem de to kvinder, hvilket hurtigt udvikler sig til stormende kærlighed. En kærlighed, som tvinger Liv til at vælge mellem det rolige og familiære liv i provinsen og det løsslupne og pulserende storbyliv med Andrea.
Josephine Park gør det ganske fint som den frisindede Andrea, men filmens stjerne er uden tvivl Johanne Milland, der leverer en yderst overbevisende præstation som Liv. Hun fumler med ordene og udtrykker hellere sine følelser gennem længselsfulde blikke.
På samme måde som Astas karakter i Doggystyle ofte er blevet beskyldt for at være forfærdelig uselvstændig, kan Livs passivitet og ubeslutsomhed hurtigt ses som småirriterende. Dette ville dog være en skam, da Livs rådløse famlen føles ægte. Frem for at handle ideelt, handler hun realistisk. Milland udtrykker på smuk vis denne usikkerhed gennem kropssprog og mimik. Resten af det veloplagte cast omfatter desuden store navne som Lars Mikkelsen, Sofie Gråbøl og Morten Hee Andersen som hhv. Livs far, mor og bror.
Det første, som rammer én i Venuseffekten, er de enormt smukke billeder. Fotograf Valdemar Cold Winge Leisner har skabt et fortryllende sommerunivers med stærke farver og bagende sol, og Livs følelsesliv afspejles i planterne på familiens gartneri; når hun først møder Andrea, er alt frodigt og i flor, men efter et stort skænderi indtørrer bladene til visne skeletter.
Kærlighed kommer i alle former, farver og faser, og filmens vigtigste tema er netop kærlighedens foranderlige natur. Haudal ønsker tydeligvis at gøre op med gængse forestillinger om hvordan kærlighed givetvis ser ud. Hun portrætterer desuden den dobbeltstandard, som eksisterer mellem mandlig og kvindelig homoseksualitet; da Livs bror, Jonas, kom ud som homoseksuel, synes deres mor, at det var ”nyt og spændende”. Men da Liv gør det samme, i en utrolig fin og tilpas underspillet scene, reagerer moren ganske anderledes. Hun siger, at det er dejligt for Liv, men hendes akavede handlinger kan ikke skjule de knuste drømme om børnebørn på hvad hun mener er ”den rigtige måde”.
Et andet vigtigt tema er familiesammensætninger anno 2021. Andrea har afskåret sig selv fra sin biologiske familie og betragter i stedet sine veninder som familie. Hun forklarer Liv, at en familie godt kan være nogen, man selv vælger. Det mener Liv ikke. Men da hendes egen familiesituation pludselig tager en drejning, indser hun, at en familie ikke er en statisk ting. I en meget rørende scene fortæller Livs mor, at de trods ændringerne stadig er en familie: ”Den ser bare lidt anderledes ud”.
Trods solide skuespilspræstationer, dragende billeder og vigtige temaer, falder filmen en smule til jorden historiemæssigt. Liv og Andreas forhold udvikler sig først og fremmest utrolig hurtigt. På et tidspunkt annoncerer Andrea, at hun har lejet en lejlighed til dem i København, hvilket meget naturligt overrasker Liv – de har kun kendt hinanden i nogle måneder, og det er en meget atypisk gestus for den rodløse og campingvogns-beboende Andrea. Desuden har filmen tendens til at falde i klichéer, hvilket overordnet set ikke skaber en super original film.
Målet er dog imidlertid ikke at være banebrydende eller stor, epokegørende filmkunst. I stedet ønsker Venuseffekten at agere sjælevarmer og vække mod i tilskueren til at elske sig selv og andre – og dét lykkes den med.
Kommentarer