PLEASURE: Stærk debut om store drømme og store pikke

Af Frederikke Ulriksen

Med sin spillefilmsdebut Pleasure viserden svenske instruktør og manuskriptforfatter Ninja Thyberg, at hun ikke er bange for forarge, overraske og skille sig ud i kunstens navn. Pleasure er en magtdemonstration, der slår fast, at Thyberg er kommet for at blive. At debutere med en spillefilm, der handler om en ung piges vej ind i porno-junglen, for selv at blive den næste store stjerne, er et power move, der med garanti vil få folk til at huske dit navn – hvis den da er godt eksekveret.

Og det er Pleasure.

Filmen følger en 19-årige svenske pige (Sofia Kappel), der under kunstnernavnet Bella Cherry drømmer om at blive den næste store pornostjerne i den konkurrenceprægede pornoindustri i Los Angeles. ”Are you here for business or pleasure?”, spørger manden i paskontrollen, da Bella (med det borgerlige navn Linnéa) først i filmen ankommer til lufthavnen i LA. “Pleasure”, svarer hun med fravær i blikket og en ligeglad tyggegummi-tyggende attitude. En attitude hun tager med sig igennem hele filmen, mens hun farer fra det ene porno-set til det andet. Det er gennem Bellas kritiske, men håbefulde syn, at man anskuer branchen på godt og ondt.

Bellas rejse for at blive det næste store navn i branchen er, ikke overraskende, ikke en dans på roser. Det eneste reelle lyspunkt hun møder på sin vej er veninden Joy (Revika Anne Reustle), der også selv er en upcoming pornostjerne. Modsat Bella, der i starten foretrækker den ”bløde” form for porno, er Joy med på den værste. Joys selvtillid og frembrusende adfærd smitter af på Bella, og der går ikke længe, før at hun også er klar til de vildeste udskejelser foran kameraet. Dette kickstarter hendes karriere for alvor. Efter en tumultarisk episode på et porno-set løsriver hun sig fra den tvivlsomme agent, som hun startede ud hos, for at komme under vingen hos den førende agent indenfor pornobranchen. Agenten Mark Spiegler, i rollen som sig selv, er blot én af mange biroller, der er besat af folk fra den virkelig pornoindustri.

Thyberg har forud for skabelsen af Pleasure lavet grundig research for at kunne portrættere menneskerne i branchen bedst muligt. Det har derfor været et overlagt valg at caste rigtige pornoskuepillere, og andre folk med tilknytning til branchen, i mange af rollerne, samt på selve settet. Et klogt valg, der er med til at underbygge den autensitet, som filmen hviler så meget på, og som kan ses i alt fra kostumer til locations og især manuskriptet.

Det er dog ikke ligefrem mindeværdige skuespilspræstationer, som filmen kan bryste sig af. Ikke desto mindre leverer Sofia Kappel en så overbevisende præstation som den unge og naive, men stålsatte Bella, at hun alene kan bære hele filmen.

Thyberg formår hele tiden at balancere mellem det nærmest dokumentariske og det fiktionelle udtryk, hvilket ses allerede i begyndelsen, hvor Bella skal have sin pornodebut. Der er akavet stilhed, Bella sidder på en hård sofa, hendes kropsprog er koldt og rundt om hende står filmholdet og hendes (meget) ældre mandlige medskuespiller, og gør klar til hendes første scene. Mest af alt føles det som en behind-the-scenes video af en pornofilm, som man måske allerhelst ville have været foruden at se.

Netop følelsen af at have set noget, man gerne ville have undgået, er et gennemgående indtryk, man som publikum ofte bliver efterladt med. Dog er det lige præcis dette, der gør filmen så spændende og kontroversiel; der er ikke sparet på eksplicitte billeder af erigerede penisser, bare bryster og voldsomme seksuelle akter. Som publikum forlader man biografen med følelsen af selv at have gennemlevet en tid som skuespiller i LA’s pornoindustri. Selvom dette (for de fleste) kan virke som en ubehagelig ting, gør Pleasure det så overbevisende, at man på trods af ubehaget ikke kan komme udenom, at det er en bundsolid, grænsesøgende og veleksekveret film.

Pleasure er en hård, men vanvittig virkningsfuld fornøjelse. Tag derfor ikke morgenkaffen med ind at se filmen, for så er du garanteret at få den galt i halsen!

Kommentarer