Af Frida Bay Lorentsen
Måske har du selv prøvet det. En uendelig kø i telefonlinjen til Borgerservice, og når du endelig kommer igennem, bliver du stillet om til en anden afdeling. Og så en anden. Og så en anden igen, til telefontiden er overskredet, og du sidder tilbage uden svar og en følelse af at være fanget i en bureaukratisk labyrint, som kun Kafka kunne have udtænkt.
Hovedpersonen i Den Næstsidste må siges at befinde sig i en sådan labyrint. Filmen følger en vandaflæser, der i sit arbejde skal registrere vandmålere i en bunker-lignende bygning langt ude på en afsides hede. Ingen er tilsyneladende hjemme bortset fra et par tvillinger, som tavst følger ham, mens han forgæves prøver at komme i kontakt med stedets beboere. Med voksende desperation forsøger han at forlade bygningen, men i stedet trækkes han længere og længere ind i dens mareridtsagtige skyggeverden, som han ikke kan undslippe.
Den Næstsidste er instruktør og manuskriptforfatterJonas Kærup Hjorts debutspillefilm og er i sandhed en original i det danske filmlandskab. Alle karakterer tiltaler hinanden med kongeligt flertal som ”De” og ”Dem” og går i skjorte og jakkesæt, men opfører sig dyrisk og uforudsigeligt. En af Vandaflæserens første møder med en beboer i bygningen er en stilfuld kvinde, der svarer på hans forespørgsel om en nøgle til hoveddøren ved at tæve ham med et strygejern. I et senere forsøg på at få nøglen deltager han i en mørk parodi på et beboermøde, bestående af én kvinde på en stol, som tavst betragter en folkemasse, der fortvivlede råber af hende, til de giver op og lægger sig til at sove, hvor de står.
Det er nærmest komisk, men der er en mening med galskaben. Vandaflæserens gentagende forsøg på at få et konkret svar er en skarp satirisk skildring af det moderne liv, som til tider kan føles som en række repeterende og meningsløse begivenheder.
Den visuelle side er ikke mere munter. Bygningen ligner mest af alt en forladt parkeringskælder, som med den grå og trøstesløse farveskala reflekterer den håbløshed, Vandaflæseren føler. ”Lejlighederne” i bygningen er ikke mere end et nøgent lokale med et lille vindue.
Alle filmens scener er dog enormt flot fotograferet, og spillet med lys og skygger gør den ellers flade og grå lokation interessant og til tider endda smuk at se på. Kombineret med et kreativt lydspor af strygere og savspil(!), er filmen en uventet fornøjelse for øjne og ører i en ellers dyster fortælling.
Den dystre stemning skal dog ikke forveksles med kedsommelighed. Hele vejen igennem kan man ikke vente med at se hvilke absurditeter og skæve eksistenser, der gemmer sig bag de tunge metaldøre. Dette er særligt i kraft af et veloplagt hold skuespillere, som slår, skriger og danser sig igennem nogle uhyre rå præstationer. Joen Højerslev er fænomenal som Vandaflæseren og bevarer troværdigheden uanset de bizarre omstændigheder.
Den Næstsidste er en imponerende debut, som dykker helt ned i håbløshedens afgrund. Med kulsort humor og en imponerende billedside, skabes en absurd og kafkask filmoplevelse ulig noget, man længe har set i dansk film.
Kommentarer