Af Anna Lauritsen
The Inspection er baseret på den debuterende instruktør Elegance Brattons personlige fortælling som homoseksuel mand i det amerikanske marinekorps. Som med mange andre film, der er based on a true story, befinder den sig hermed i en kompleks situation, hvor det skal besluttes, om man vil gå en smule på kompromis med virkeligheden for at øge den kunstneriske frihed – eller omvendt vil holde sig så tæt som muligt på det ægte, levede liv. Også hvis det betyder, at man må ofre lidt af den filmiske oplevelse.
I dette tilfælde lader det til, at Bratton har valgt mulighed nummer to. Resultatet er en noget rodet oplevelse, som beror sig på en vigtig historie, men aldrig rigtig inviterer publikum under huden på hverken fortællingen eller karaktererne.
Lad os starte med det gode. Filmens første 30 minutter følger den unge Ellis (Jeremy Pope), der skal hente sin fødselsattest hos sin mor, der ellers har skåret hånden fuldstændig af ham; han er nemlig fast besluttet på at melde sig som marinesoldat i hæren og hermed vende sit liv på hovedet. Med meningsfulde skud og et subtilt filmsprog får man hurtigt etableret både Ellis’ situation (han bor på et herberg for hjemløse) samt hans forhold til sin mor (hun er ultra-kristen og foragter sin søns homoseksualitet).
Hertil skal Jeremy Pope fremhæves som absolut bærende for filmen. Hans præstation er imponerende afbalanceret, gennemtrængende men ikke overspillet, og som relativt ny i branchen vil denne rolle helt afgjort skyde hans karriere afsted og gøre ham eftertragtet i fremtiden.
Efter en lovende start ankommer Ellis på træningslejeren, og her tager filmens kvalitet et gevaldigt dyk. Stort set resten af spilletiden finder sted på denne boot camp; først kronrages de unge mænd, så piskes de af højtråbende officerer igennem en række hårde øvelser, og om aftenen ligger kadetterne på sovesalen og kigger på billeder af deres udkårne derhjemme. Det er alt sammen set før og bedre (filmen laver endda en direkte reference til den påfaldende sammenlignelige Jarhead(2005)).
Desuden er Ellis’ oplevelser på lejeren for polerede til at være egentligt interessante. Selvfølgelig skal vores protagonist igennem lidt ydmygelse fra sine macho-medkadetter, men forholdsvist hurtigt kommer de og Officer Rosales (Raúl Castillo) på hans side; selv når det bliver hårdt, har Ellis altid en skulder at græde på. Dette er øjensynligt Brattons pointe – han fandt sit community i hæren – hvilket leder til filmens største problem: det ublu pro-militære budskab.
Hvis du bakser med undertrykt seksualitet, hjemløshed og ødelagte familierelationer, skal du bare melde dig i militæret, for her forstår folk dig! Dette er filmens bebudelse – eller hvad? Træningslejeren fremstilles på én og samme tid som ekstremt homofobisk og Ellis’ sikre havn, hvilket gør det enormt svært at købe idéen om sidstnævnte. Særligt en scene, hvor Ellis stålfast ytrer ”If I die in this uniform, I’m a hero”, grænser til ubærlig militærpropaganda.
The Inspection skraber i overfladen af nogle enormt væsentlige problematikker; arv vs. miljø, selvvalgte familier, giftig maskulinitet mm. Dog er selve filmen for formularisk og militærbegejstret, til at man egentligt rives med af historien.
Kommentarer