Ordet – Tidsskrift for Film og Medier
Tidsskrift for Film og Medier
“David Harbours julemand males altså ikke kun som en gavmild glædespreder, men først og fremmest som en brutal hævner. Det lykkes at lave det skøre spin på karakteren med et glimt i øjet, for Harbour leverer også cheesy oneliners og skyller småkagerne ned med sprut, og han overmander sine fjender på en måde, der flere gange vender det makabre til noget dybt komisk.”
Læs mere
“Eggers har virkelig har gået planken ud, når det kommer til at være tro mod genren og filmens historiske ramme. Det er blodigt, vulgært og frastødende, præcis som en vikingefilm skal være.”
Læs mere
“På bedste Se7en-manér opererer filmen i noir/krimi-lignende territorie, hvilket passer som hånd i handske til den mørke og dystre tematik, man kender fra Gothams miljø…”
Læs mere
“Uden at røbe for meget er Moonfall en af de mest vanvittige katastrofefilm, jeg nogensinde har set.”
Læs mere
”Symptomer inkluderer konstante små vittigheder, der falder til jorden halvdelen af tiden, men ser godt ud i trailere; ligegyldig popmusik, der spiller i fem sekunder, hver gang vi tager et nyt sted hen; og en anelse for mange plothuller.”
Læs mere
“Når det en sjælden gang lykkes James Bond at trække vejret mellem de heftige og velkoreograferede kampscener, fyldes pauserne ud med jokes, så man aldrig får tomrummet til at mærke, hvad der er på spil, og hvor ondt det gør på ham.”
Læs mere
“Shang-Chi er et pust frisk luft til Marvels univers. På samme måde som Guardians of the Galaxy (2014) introducerer filmen nye karakterer, som det almene publikum måske ikke kender. Alligevel formår filmen at gøre sig forståelig; Katy repræsenterer seeren, og alle de forklaringer, hun kræver undervejs, hjælper os med at forstå, hvad Shang-Chi er for en størrelse.”
Læs mere
“Baseret på romanen The Knife of Never Letting Go af forfatteren Patrick Ness forsøger Chaos Walking med velkendte YA-troper at blive generation Z’s Hunger Games. “
Læs mere
“Ensemblet får lov til at virkelig slå sig løs i excentriske og meget fysiske roller, mens Mikkelsen bærer meget af filmens emotionelle vægt med sorg og vrede, der ulmer under overfladen, hvoraf vreden oftest bryder ud. Hele filmens cast er såret på en eller anden måde, og har udviklet deres egne neuroser som resultat.”
Læs mere
Gennem det meste af første halvdel sidder man med hjertet i halsen og er spændt på, hvordan katastrofen udvikler sig. Men efter John Garrity i lufthavnen viser, at han vil gøre alt for at redde sin kronisk syge søn, er det som om, at ’Greenland’ taber pusten.
Læs mere