Af Gustav Stubbe Arndal
Hvor svært kan det egentlig være at lave en god film baseret på Uncharted-spillene? Hele præmissen er simpel: Indiana Jones, men med lidt ekstra parkour og skyderi, og et makkerpar i form af den unge adrenalinsøger Nathan Drake og den gamle ekspert Sully.
Alligevel har det taget over et årti i præproduktionens helvede, før vi endelig ser makkerparret på det store lærred (spillet af Tom Holland og Mark Wahlberg), og selvom man mærker små glimt af en god underholdningsfilm, er der meget, der holder den tilbage.
For det første er det både en adventurefilm og en origin story for vores unge helt. Den forældreløse Nathan Drake drømte om eventyr på børnehjemmet med sin bror Sam, men broderen forsvandt som teenager, og en bunke kryptiske postkort fra alle verdenshjørner er det eneste, Nathan hører fra ham.
Som voksen har Nate opgivet eventyrlysten til fordel for lommetyveri, indtil Victor ”Sully” Sullivan opsporer og rekrutterer ham til en skattejagt, der måske vil lede dem til broren – og en enorm guldskat fra en forsvunden spansk ekspedition.
Uncharted er på sit bedste, når den omfavner sine klassiske genrerødder. Antonio Banderas spiller den rige arving på jagt efter sin forfaders guld med en frydefuld ondskab; vi tager til højkulturelle auktionshuse, katakomber under Barcelona og filippinske tropeøer; Nate og Sully må samarbejde med Chloe (Sophia Ali), en kompetent skattejæger med ukendte motiver.
Desværre lider filmen alvorligt af moderne-actionfilm-syndrom. Symptomer inkluderer konstante små vittigheder, der falder til jorden halvdelen af tiden, men ser godt ud i trailere; ligegyldig popmusik, der spiller i fem sekunder, hver gang vi tager et nyt sted hen; og en anelse mange plothuller.
Det er sådan en skam. Jeg husker at indsætte Uncharted 3 i min PlayStation og bare lade startskærmen spille den eventyrlige temamusik et par minutter. Men hver gang filmens score truer med at introducere en genkendelig melodi, bliver den overdøvet af larm.
Et andet problem er Tom Holland – en charmerende skuespiller og glimrende Spider-Man, men ikke den type leading man, man har brug for her. Efter prologen springer vi til ”femten år senere”, men han ser knap fire år ældre ud, og al styrketræning i verden ændrer ikke på hans drengede, uskyldige udtryk, i kontrast til Nathan Drakes garvede, rå charme i spillene.
Ungdommeligheden passer måske til en origin story, men sådan én er ikke obligatorisk i genren. Hvorfor ikke introducere Nate og Sully midt i deres karriere, ligesom Indiana Jones, eller som Brad Pitt og George Clooney i Ocean’s Eleven (2001)? Lad os springe ind i eventyret i stedet for at lære om Nathans personlige traume, som i øvrigt ikke forklarer, hvorfor han egentlig elsker opdagelsesrejser, udover at hans forsvundne bror gjorde det.
Det eneste, der næsten redder filmen, og giver håb til dens potentiale som franchise, er klimakset: et hæsblæsende set piece med to flyvende piratskibe, hvis tossede, kreative energi næsten er på linje med de nyere Fast and the Furious-film.
Hvis Uncharted kunne læne sig op ad den slags underholdning, eller skrue nok ned for tempoet til at lade os høre musikken og følge de ikoniske karakterer uden ballasten fra moderne actionfilm, ville der virkelig være noget at komme efter.
Det er vel lettere sagt end gjort – hvis det var ligetil at lave den næste Indiana Jones, så havde nogen lavet den for længst.
Kommentarer