Anmeldelse
RETFÆRDIGHEDENS RYTTERE: Når meningsløsheden er dødsens alvor

Af Gustav Stubbe Arndal

Når man hører, at Anders Thomas Jensen og Mads Mikkelsen har lavet en film sammen, så kan forventningerne både være høje og specifikke. Instruktøren står bag en række definitive kulsorte komedier i 00’erne, og gav Mikkelsen nogle af hans mest velkendte roller i Blinkende Lygter (2000) og De grønne slagtere (2003). Deres nye projekt adskiller sig dog fra forventningerne – denne gang er vold og meningsløshed ikke kun morsomt, men også dødsens alvor.

Retfærdighedens Ryttere følger den benhårde militærmand Markus (Mads Mikkelsen), der må vende hjem til sin teenagedatter Mathilde (Andrea Heick), efter moren dør i en togulykke. Mens de uden megen succes forsøger at komme videre med hverdagen, bliver Markus opsøgt af den vildtskæggede matematiker Otto (Nikolaj Lie Kaas), der også var ombord på toget og er stensikker på, at det ikke var et uheld.

En af de omkomne fra toget skulle nemlig vidne mod en rockerbande kort efter ulykken, og med hjælp fra den neurotiske hacker Lennart (Lars Brygmann) og den hidsige data-ekspert Emmenthaler (Nicolas Bro) mener han at have opklaret et attentat. Markus bliver overbevist nok til at begynde et hævntogt, der snart koster mange bandemedlemmer livet.

Ensemblet får lov til at virkelig slå sig løs i excentriske og meget fysiske roller, mens Mikkelsen bærer meget af filmens emotionelle vægt med sorg og vrede, der ulmer under overfladen, hvoraf vreden oftest bryder ud. Hele filmens cast er såret på en eller anden måde, og har udviklet deres egne neuroser som resultat.

Det er dog ikke ren PTSD og traumer. Jensen finder en del humor i kontrasten mellem Markus’ barske handlekraft og nørdernes nervøse usikkerhed. Specielt da datteren møder de nye venner og bliver fortalt, at de faktisk er psykologer; en løgn, der hurtigt går så vidt, at de faktisk begynder at hjælpe hende for alvor.

Filmen er meget interesseret i, hvordan vi leder efter mening i vores kaotiske liv. Både adfærdspsykologi, religion og videnskabelige årsagskæder får sit at sige; Ottos livsværk er endda en algoritme, der en dag skal kunne forudse alt fra ulykker til sygdom ved at finde de variable, mennesket ikke kan. Målet er naturligvis uopnåeligt.

Her snubler Retfærdighedens Ryttere desværre over egne ben. Dramatiske tragedier er jo i virkeligheden tilfældigheder, der ikke nødvendigvis har en årsag, men filmen sætter stadig en dramatisk konflikt i gang – med en forløsning, der føles alt for nem og konventionel. Meningsløsheden er kilden til Anders Thomas Jensens unikke, kulsorte hunor, men her skal det også være hjerteskærende for sjælen, og det fører til underlige humørsving.

Skal teknologitrioens akavede, asociale adfærd være spøjst og underholdende, eller skal vi have ondt af den smerte, der forårsagede det? Er bandemedlemmernes liv forkastelige, eller er Markus’ seriemord dybt uhyggeligt? Specielt en sidekarakter, gruppen ender med at redde fra sexslaveri, er ofte enormt upassende i filmens mere barske univers.

Når filmen finder den rette tone, er det til gengæld rørende på en måde, instruktørens film sjældent er det. Gennem Mathilde findes et realistisk portræt af sorg og familieproblemer, mens det skæve kammeratskab blandt mændene lader dem åbne op omkring deres følelser i nogle stille, dramatiske scener.

Gid bare, alle skævheder var med vilje, og ikke et resultat af ubalance mellem grin og grusomhed. Retfærdighedens Ryttere er, trods sine mangler, en underholdende, tankevækkende film, som er proppet med stærkt og fængende skuespil fra nogle af dansk films mest karismatiske stjerner. Den prøvede at være meget mere end det – men der kørte den lidt af sporet.

Kommentarer