Af Christine Roederer
Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings er film nr. 25 i Marvels Cinematic Universe.
Med 25 film i rækken er nogle nok begyndt at blive trætte, for indeholder hver film ikke bare mere af det samme?
Men nu er Infinity Sagaen (2008-2019) overstået og afsluttet med Avengers: Endgame (2019), og der skal introduceres nogle nye karakterer til superhelteuniverset.
Et af de nye ansigter er Shang-Chi (Simu Liu). I San Franciscos gader går han under navnet Shaun og lever et simpelt liv. Han er parkeringsvalet, og det nyder han – han får jo lov til at køre i smarte biler hver dag. Hans perleven Katy (Awkwafina) elsker biler mindst lige så meget som ham, og sammen hygger de sig med karaoke og besøg hjem til hendes familie.
Alt ændrer sig, da de i en bus bliver angrebet af skurke, der bærer det såkaldte Ten Rings-mærke. Den episke buskamp tager os igennem San Franciscos skarpe bakker, indtil filmen pludselig tager en drejning – og så sidder Shaun og Katy i et fly på vej til Macao. Og fra det tidspunkt, så går det stærkt.
Shang-Chi er et pust frisk luft til Marvels univers. På samme måde som Guardians of the Galaxy (2014) introducerer filmen nye karakterer, som det almene publikum måske ikke kender. Alligevel formår filmen at gøre sig forståelig; Katy repræsenterer seeren, og alle de forklaringer, hun kræver undervejs, hjælper os med at forstå, hvad Shang-Chi er for en størrelse.
Filmen er dog ikke helt uafhængig af resten af MCU. Der er masser af forbindelser til tidligere film, der tjener plottet i flere forskellige grader. Nogle cameos vil gå forbi seeres hoveder, mens andre virker som særdeles kærkomne gensyn.
Instruktør Destin Daniel Cretton har taget hånd om Shang-Chis fortælling på en måde, der gør den spændende og interessant. Simu Liu er fremragende som Shang-Chi, Awkwafina leverer nogle skønne komiske indslag og Tony Leung som Shang-Chis far og Michelle Yeoh som en af hans mentorer hjælper med at give historien en solid jordforbindelse.
Shang-Chi er en god start for Marvels ”fjerde filmfase” efter Black Widow (2021) og inden både The Eternals (2021) og Spider-Man: No Way Home (2021). Den første byggeklods for det næste store A-hold er lagt.
Specielt med dér, hvor filmen ender. Men det må I jo finde ud af i biografens mørke.
Kommentarer