SPACE JAM: A NEW LEGACY: Længe ventet efterfølger underholder, men bliver aldrig en klassiker

Af Louis Raaschou

Da Space Jam (1996) udkom for 25 år siden, blev den et kæmpehit for en generation, der blev betaget af at se tidens største sportsstjerne side om side med deres yndlingskarakterer fra Looney Tunes. Filmen har fortsat kultstatus blandt mange 90’er-børn, og nu har man skabt efterfølgeren Space Jam: A New Legacy, hvor en ny superstjerne fra NBA står klar til at tage hovedrollen, nemlig LeBron James.

Space Jam: A New Legacy bortføres den fiktionaliserede LeBron James’ søn, Dom (Cedric Joe), af en ondsindet algoritme med det noget uopfindsomme navn, Al-G. Rhythm (Don Cheadle). For at få sin søn tilbage, skal James samle det originale Space Jam-hold, der igen tæller Snurre Snup, Daffy And og alle deres Looney Tunes-venner, og forsøge at overkomme Al G. Rhythms superskurkehold i en helt speciel basketballkamp. 

Netop Looney Tunes-karakterernes popularitet i 90’erne var grundlæggende for, at Space Jam blev så stort et hit, men man kan blive i tvivl om, i hvilken grad disse har samme gennemslagskraft i dag. Kender man imidlertid til Snurre Snup og alle de andre, er det et glædeligt gensyn med de elskede karakterer, der med hver deres kendetegn understreger, hvorfor de er så almengyldigt sjove og elskværdige. De bliver vakt flot til live gennem en veludført blanding af animation og live-action, som formår at give seeren en følelse af, at man, som filmens karakterer, befinder sig midt i et computerspil.

Det er tydeligt, at man med historien, der udspiller sig i et digitalt server-univers, har forsøgt at henvende sig til nutidens børn, der i høj grad lever deres liv digitalt. Idéen er som sådan fin, men realiseringen af den virker unødvendigt indviklet, og allerværst er tanken om, at en ond algoritme skal agere superskurk. At man i historien konstant skal minde publikum om alle de succesfulde Warner Bros-universer, ved at lade disse flettes ind i historien, gør forvirringen total. Der er intet behov for, at alt fra Harry Potter til Flintstones skal involveres, og det får i visse scener A New Legacy til blot at fremstå som én stor Warner Bros-reklame.

LeBron James er og bliver en entertainer, og han forstår faktisk at spille nogenlunde overbevisende skuespil og kan både levere punchlines og fremtvinge følelser – der klarer han sig mindst lige så godt, som Jordan gjorde det for 25 år siden. Det er for James’ karakter samtidig en stor hjælp, at man har givet hovedkarakteren en markant større emotionel tilstedeværelse end i Space Jam. Det både ved at lade ham kæmpe for at vinde sin søn tilbage, men særligt ved at etablere et grundlæggende tema om at anerkende og omfavne ens elskede for det de er og drømmer om, uanset om de vil lave computerspil, spille basketball eller noget helt tredje.

Space Jam: A New Legacy får nok aldrig same kultstatus som sin forgænger. Dog er den, trods en lidt mangelfuld historie og et tamt univers, en udmærket og teknisk veludført genoplivning af Space Jam, der giver nostalgikerne et glædeligt gensyn med Looney Tunes-figurerne, og samtidig fungerer som en påmindelse om, at man skal elske sine kære for det de er, og ikke for det man gerne vil have dem til at være.

Kommentarer