Af Alexander Bendtsen
Ordet Sisu kan ikke oversættes direkte fra sit finske stamsprog. Det forbindes dog med begreber som udholdenhed, viljestyrke og kampånd. Med andre ord er Sisu evnen til at overkomme en udfordring, uanset hvor hård, eller ligefrem umulig, den forekommer.
Sisu’s hovedperson Aatami (Jorma Tommila) er indbegrebet af de karakteristika.
Mod slutningen af Anden Verdenskrig begår han sig som fattig guldgraver i et finsk øde naturområde, brændt til grunden af nazisterne. Da han rent faktisk finder guld nok til at leve resten af livet i rigdom, forsøger en forbipasserende SS-enhed at berøve ham.
Det burde være let nok for et halvandet dusin trænede tyske soldater at rulle en ensom midaldrendeguldgraver. Uheldigvis for dem er lige den her guldgraver en legendarisk eks-jægersoldat fra vinterkrigen, som er parat til at kæmpe til døden for sit guld.
Netop den kamp danner rammerne for Sisu. Et brag af en film, der på mange måder er et eksplosivt og overskudsrigt kærlighedsbrev til den ultravoldelige sektion af Hollywoods action-klassikere, med et stilistisk strejf af Tarantino.
Fremstillingen af Aatami som decideret mytisk krigerfigur er bygget op i samme stil som John Rambo i First Blood (1982) og John Wick i filmen af samme titel fra 2014.
Undervejs får skurkene mere baggrundsinformation om hovedpersonens legendariske fortid. Parallelt bakker den mystiske enspænder historierne op i den ene vilde action-scene efter den anden.
Aatami er en mand af ekstremt få ord, så vores indtryk af ham som karakter dannes udelukkende af hans handlinger, såvel som hans udtryk og kropssprog. Ud fra disse kriterier lykkes skuespiller Jorma Tommila glimrende med at portrættere en bitter og såret mand med en frygtindgydende intensitet, der gør ham til en tikkende bombe i ødemarken.
Filmen lægger dog mere vægt på sin action end sine karakterer, og det er netop i actionscenerne, at filmen er formidabel. Her er der ingen grænser for, hvor bombastisk og blodigt det må blive.
Om det er Rambo-inspirerede nærkampssekvenser, dynamiske Mad Max-agtige kampe på køretøjer i fart, eller en kreativ og original undervandsknivkamp. Filmens action er simpelthen bare fantastisk underholdende. Med et glimt i øjet tager filmen endda nogle gange volden til så store ekstremer, at det grænser op til det komiske.
Nazisterne, som volden går ud over, er også portrætteret som en afskyelig gruppe, så man kan både juble og grine over, hvor absurd brutale skæbner de møder. På den anden side tager hovedpersonen selv også masser af tæsk. Det menneskeliggør karakteren en anelse og giver tilskueren følelsen af, at der er noget på spil, og at kampen kan gå begge veje.
Skurkene, der skal forestille at være trænede SS-soldater, agerer dog til tider utroligt inkompetent. Det bliver svært at forsvare, rent logisk og dramaturgisk, om det så er et selvbevidst kunstnerisk valg af folkene bag kameraet, eller ej.
Strukturelt og visuelt ser man også filmen tage elegant form efter sine inspirationskilder.
Filmens finurlige opdeling i kapitler med individuelle titler, og den helt ekstreme nazi-blodbadsæstetik, læner sig kraftigt op ad Tarantinos Inglorious Basterds (2009).
Det sønderbombede og nedbrændte finske naturlandskab danner dystopiske og ensomme omgivelser, der har paralleller til Mad Max: Fury Road (2015).
Kameraføringen fanger, med gribende dybde og flotte farvekontraster i billederne, en balance mellem det beskidte og det elegante, hvilket minder om 60’ernes og 70’ernes spaghettiwesterns.
Sisu sprudler ikke nødvendigvis af originalitet, og instruktør Jalmari Helander skilter tydeligt med sine inspirationskilder. Ikke desto mindre er det vildt forfriskende at se en nordisk produceret actionfilm, der har så store armbevægelser og eksekveres med så kompromisløs eksplosivitet som den her finske action-perle.
Et blodigt festfyrværkeri lavet af actionfilmfans til actionfilmfans.
Kommentarer