LIVING: Skuespillet er højdepunktet i hæderligt Kurosawa remake

Af Owen Murphy

Remakes af film kan til tider være en utilgivelig størrelse. Skal man oven i det fortolke et ubestridt mesterværk, bliver opgaven ikke just lettere. Med Living håber instruktør Oliver Hermanus at kunne få lynet til at slå ned samme sted, knap 70 år efter Akira Kurosawa præmierede med førnævnte mesterværk Ikiru (1952).

I denne version spiller Bill Nighy den aldrende bureaukrat Mr. Rodney Williams – en rolle der fortjent gav ham en nominering for bedste hovedrolle ved dette års Oscars. Hovedsageligt er det også skuespilspræstationerne, der er filmens højdepunkt, hvortil også Aimee Lou Wood og Alex Sharp bør nævnes.

Året er 1953, og Mr. Williams sidder uinspireret i London amtsråd og kigger ud over et hav af papirarbejde og lige så uinspirerede kollegaer. Forholdet til hans søn og svigerdatter er fremmedgjort, og de har mest af alt øjnene på den klækkelige arv, der venter når Mr. Williams en dag stiller træskoene. Den dag skal vise sig at komme hurtigere end som så, da han diagnosticeres med uhelbredelig mavekræft, og filmens hovedtema etableres. 

Uden at være i stand til at fortælle nogen om sin sygdom begiver mr. Williams sig væk fra skrivebordet og ud i livet for at lede efter en flig af ungdommens livsglæde. Det ender med en våd aften i byen med forfatteren Mr. Sutherland (Tom Burke), ligesom et venskab med den unge Miss Harris (Wood) opbygges. Som sin sidste svanesang beslutter Mr. Williams at få gennemtrumfet et andragende om opførslen af en legeplads, som har svævet mellem hænderne hos amtsrådets forskellige afdelinger. 

At Living er en genindspilning af Ikiru, der selv er en løs fortolkning af Lev Tolstojs Ivan Iljitjs død fra 1886, understreger den universelle og tidsløse tematik. Hvad gør man, når dagene er blevet til år, og bureaukratiets hamsterhjul kører i ring? Når livet pludselig løber forbi én, og man ikke har fået nok ud af det? Living formidler denne fortælling på en rigtig fin måde. Dette understreges eksempelvis i en dybfølt samtale mellem Mr. Williams og Miss Harris. Eller når kollegaen Mr. Wakeling (Sharp) sværger til ikke at lade bureaukratiets jerngreb stå i vejen, og lade Mr. Williams’ arbejde være en inspirationskilde, men til slut ser sig selv og sine kollegaer falde tilbage i samme vanemønstre, når hverdagen igen melder sig.

Manuskriptet er meget respektfuldt overfor sine omdrejningspunkter, og det kan delvist tilskrives den Japansk-Britiske forfatter Kazuo Ishiguro. Den melankolske forfatter lykkes med at skabe en rørende, underspillet slice of life-fortælling, der ligeledes blev belønnet med en nominering ved dette års Oscars. 

Desværre bliver filmen et offer for, at den forholder sig en kende for tro til sin japanske pendant. Hvis man aldrig har set Ikiru, kan man få sig en ganske habil filmoplevelse med Living. Dog bringer den ikke så meget nyt til bordet, selvom det er en smuk fortælling med en evigt presserende tematik.

Kommentarer