Af Christine Roederer
Disney har efterhånden fået eksperimenteret nok med deres tegnefilm- og animationsopskrifter, så de ved lige præcis, hvad de skal proppe på indkøbslisten, når de skal lave noget nyt.
Der skal være en hovedkarakter, der er stærk og kløgtig, men som mangler noget i sit liv, for at det kan give helt mening. Der skal være en partner, helst i dyreform, der kan lave store smile og bruges som comic-relief, når det lige bliver liiiiidt for dramatisk for de helt små børn. Der skal være noget magi, hvor følelserne pludselig bliver udfordret på engagerende måder. Der skal være en forælder (eller mangel på samme), som kan inspirere.
Så mangler der bare en lille dråbe velkomponeret originalt musik og kunstnerisk sans, og så har vi en klassisk Disney animationsfilm.
Den opskrift er stadig kanon god – selvom den gør mange af Disneys film forudsigelige. Men er der ikke noget godt i at vide, at det nok skal ende godt alt sammen, og at det ”bare” er en Disney-film? I hvert fald i disse tider, hvor den virkelige verden føles så grå og kedelig og langt fra alt vi kender, så falder Raya og den sidste drage på det perfekte sted.
Filmen omhandler den unge kriger Raya (Kelly Marie Tran) fra riget Kumandra. Før i tiden var Kumandra et harmonisk rige, hvor dragerne levede i harmoni med menneskerne. Men efter en mystisk hændelse for 500 år siden, gik Kumandra itu, og magien syntes at forsvinde fra menneskernes verden – sammen med dragerne. På nær dragen Sisu (Awkwafina). Eller hvad?
Raya og den sidste drage er forudsigelig på mange aspekter, specielt med den måde, den er bygget op på, men den overrasker alligevel i sine håndteringer af de typiske konflikter. Kernefortællingen om håb og tillid falder på en eller anden måde i hak med alt det, der foregår i vores egen, meget almindelige, menneskeverden.
Vi har ikke drager og (sikkert) heller ikke magi, men i den tid, Raya og den sidste drage varer, kan man næsten glemme alt den strid, der findes rundt omkring os. Heltinden Raya finder en gruppe mennesker, som bliver til en slags familie for hende, og det er deres samvær, der gør filmen levende og følsom: man kan stadig godt finde sammen, når en trussel lover ødelæggelse.
Det er mest fortællingen om håb, der gør Raya og den sidste drage vigtig og fantastisk i mine øjne. Halter filmen på nogle punkter? Ja, det gør den vel. Har vi set det meste af de træk, Disney bruger i filmen, før? Ja, det har vi faktisk.
Men, jeg vil vove at påstå, at vi netop nu fortjener noget velkendt, omend Disney-kagen har fået en anden topping på. Kagen smager som det, den altid har smagt af, og derfor er Raya og den sidste drage en ufarlig produktion. Men det er netop fordi, den er så velkendt, at Raya og den sidste drage er så god.
Den var lige hvad man havde brug for, her næsten et år efter vores verden ændrede sig på mærkelig vis. Måske kan håbet og tilliden til hinanden komme tilbage igen, så vi kan vende tilbage til den verden, vi kendte før.
Den var lige hvad man havde brug for, her næsten et år efter vores verden ændrede sig på mærkelig vis. Måske kan håbet og tilliden til hinanden komme tilbage igen, så vi kan vende tilbage til den verden vi kendte før
Kommentarer