Denne artikel blev bragt for første gang i Ordet nr. 45 under temaet ‘Krig’. Du kan læse hele udgivelsen her.
Af Emma Johanne B. Therkildsen
Når hverdagen bliver for barsk og tiderne for hårde, kan mange sikkert nikke genkendende til ønsket om at forsvinde langt væk til en anden verden. Dette ønske har vi da også set portrætteret i en række film, primært rettet mod børn og barnlige sjæle, som Alice i Eventyrland (1951), Peter Pan (1953) og ikke mindst Narnia (2005).
Disse er alle film, der drager de farverige karakterer såvel som seeren ind i en helt anden verden. En mere magisk, eventyrlig verden ulig virkelighedens grå og deprimerende realitet. En verden, hvor helten altid sejrer og skurken besejres. En verden, hvor alt ender godt.
Som seere kender vi denne slags film, og vi kender slutningen. Vi har en forventning om, at de eventyrlystne børn nok skal besejre monstret i sidste ende, for så igen at vende hjem, nu klar til at stå ansigt til ansigt med virkeligheden.
Men hvad hvis det ikke var så enkelt som ”de gode” og ”de onde”? Hvad hvis eventyret ikke trak os væk fra den krigsramte virkelighed, men i stedet konfronterede os med den? Hvad hvis dette eventyr ikke bare mindende om, men var ligeså dyster og skræmmende som den sande verden?
En spændende og dragende tanke, som specielt instruktør Guillermo Del Toro er kendt for at overføre til sine film, der i de fleste tilfælde bedst kan beskrives som magisk realisme. Tanken om et atypisk og mørkt eventyr må om noget siges at komme til udtryk i en af Del Toros tidligere værker, nemlig Pans Labyrint fra 2006.
Ikke et helt normalt eventyr
I Pans Labyrint følger vi 11-årgie Ofelia (Ivana Barquero) under den spanske borgerkrig i 1944. Sammen med sin højgravide og syge mor (Ariadna Gil) er hun netop flyttet ind hos sin nye stedfar, den fascistiske og nådesløse kaptajn Vidal (Sergi López), der har til opgave at finde og dræbe republikanske oprørere i det omkringliggende område.
En nat møder hun den magiske Faun, Pan (Doug Jones), der fortæller hende, at hun er den fortabte prinsesse Moanna af underverdenen. For at vende tilbage er hun dog først nødt til at klare 3 svære prøver.
Pans Labyrint er ikke vores typiske eventyr. Virkeligheden og den magiske verden er ikke adskilt af en magisk dør, men er i stedet så sammenfiltret, at det til tider kan være svært at se, hvad der er hvad. Omgivelserne er begravet i mørke og grønlige farver, der giver filmen en realistisk og skræmmende undertone som et sandt og dragende mareridt.
Ofelia er fra start omringet af krig fra alle fronter. I begyndelsen af filmen ser vi ikke den lille familie flygte fra et krigshærget område, men tværtimod rejse mod et. Ikke fordi, at moderen ikke holder af hende, men fordi det er det bedste, hun kan gøre. De få bøger, Ofelia har med sig til sit nye hjem, viser sig hurtigt ikke at være nok til at afskærme mod krigen, og der går ikke lang tid, før sære ting begynder at ske omkring hende. Denne magiske verden bliver hurtigt et frirum, hvor Ofelia kan ånde og være sig selv – uanset hvor afskrækkende den end måtte virke for seeren.
Man kan ikke lade være med at frygte for Ofelia, første gang hun følger den skyggefulde og ruin-lignende labyrintsti og støder på den skræmmende faun, kun oplyst af skæret fra fuldmånen. Med dens store, sorte øjne, snoede horn og skarpe fingre fornemmer man hurtigt, at han langt fra kan sammenlignes med den rare og akavede faun, Mr. Tumnus (James McAvoy), fra Narnias børnevenlige univers.
Ligeledes virker dette magiske sted, den såkaldte ”underverden”, måske heller ikke ligefrem som det mest uskyldige sted i verden. Ikke desto mindre bliver Ofelia draget af det. Hver en prøve, hun bliver udsat for, er med livet som indsats. Pans Labyrint pakker ikke historien ind i vat, men fortæller fra start, at dette er en verden, hvor kære Ofelia langt fra er garanteret en lykkelig slutning.
Som seer ønsker vi for alt i verden, at Ofelia klarer den, men den sørgmodige start på filmen er gennem historien en konstant påmindelse om hendes dystre skæbne. At se hende ligge blødende og alene i labyrinten er en voldsom scene, der om noget må siges at sætte tonen for resten af filmen.
Pans Labyrint viger ikke tilbage fra at vise kontrasten mellem den virkelige og magiske verden, hvilket Narnia, Peter Pan og andre lignende film i større omfang danser lettere elegant hen over. Ofelia vender aldrig ryggen til virkeligheden, men konfronterer den i stedet. Da faunen Pan tilbyder hende at komme med ham til den magiske verden, nægter hun at tage af sted uden sin mor og nyfødte lillebror. Kærligheden til familien er det, der holder hende tilbage.
Hvorfor slutningen gør så ondt
Et andet klassisk varemærke ved Del Toros film er hans unikke slutninger, der som regel er tvetydige og efterlader seeren med en underlig fornemmelse i maven. Pans Labyrint er bestemt heller ikke nogen undtagelse. Med dens melankolske slutning kan det være svært at vide, om du skal smile eller græde og ender sikkert med en god blanding af begge.
Trods den egentlige præmis om en ung pige, der finder en dør til en magisk verden, er denne historie bestemt ikke et eventyr for børn. Den undgår ikke at vise os de hårde scener – som for eksempel lægen, der må save benet af en ung oprører, for at redde hans liv. Eller kaptajn Vidals grusomme måde at torturere sine fanger på. Den magiske verden er lige så eller endda mere frygtindgydende end den virkelige, specielt da Ofelia bliver jagtet gennem lange korridorer af et hvæsende, barneædende monster. Her sidder frygten helt oppe i halsen på én, fordi filmen på dette tidspunkt allerede har skabt en bevidsthed hos seeren om, at den gør alvor af de farlige situationer. Hvis Ofelia bliver fanget, så vil hun dø.
I Pans Labyrint er de to verdener ikke skarpt opdelt af en hemmelig dør i garderobeskabet eller adskilt af et langt og mærkværdigt kaninhul. I stedet er den faktiske og magiske verden så elegant integreret i hinanden, at det til tider kan være svært at afgøre, hvad der er hvad.
Filmens slutning kan essentielt forstås på to forskellige planer. Vi har den faktiske verden, hvor krigen flyver om ørene på Ofelia. Her bliver modstandsfolkene jagtet og tortureret af hendes fascistiske stedfar, og hendes højgravide mor gør alt for at holde sig i live trods sygdom – men vi har også den magiske verden, fyldt med flyvende feer, fauner med fristende prøver og kongeriger begravet i guld og diamanter. Her er det op til seeren selv at afgøre hvilken slutning, man vælger at tro på, hvilket er en af de detaljer, der gør filmen så fremragende, men på samme tid også så smertefuld at se på.
Ser man på den faktiske virkelighed, hersker der ingen tvivl om, at vores lille eventyr ender noget så grusomt for Ofelia. Men ifølge Ofelia selv, får hun i slutningen af filmen, alt hvad hun nogensinde har ønsket sig: et trygt hjem, hvor hengivne forældre står klar til at tage imod hende med åbne arme.
Pans Labyrint er på én og samme tid en rørende og skræmmende fortælling om et barns ønske om at gøre det bedste, hun kan, i en verden, der langt fra er retfærdig. Specielt slutningen rører mig stadig dybt, hvor filmen rent visuelt, musikalsk og narrativt formår at harmonere på fængslende, hjerteskærende og smuk vis. Man ikke kan andet end at sidde og stirre ud i luften det næste lange stykke tid, blot for at prøve at stykke sammen, hvad det er for et dybt realistisk eventyr, man lige har set.
For hvad er så sandt? Skal vi som seer tro på den magiske verden med alle dens skræmmende monstre og fantastiske vidundere? Skal vi tro på, at Ofelia levede lykkeligt til sine dagens ende? Eller skal vi i stedet som seere se sandheden i øjnene og erkende, at dette eventyr ikke havde en lykkelig slutning, men at virkeligheden i stedet indhentede Ofelia i sidste ende?
“It’s important for little girls to know not every story has to be a love story and for boys to know that soldiers aren’t the only ones to triumph in war.”
― Guillermo del Toro
Så hvad er det så, der får os til at hænge ved?
Lige meget hvor barsk det bliver, og lige meget hvor mange forfærdelige ting der udspiller sig i filmen, så er det stadig et eventyr. Vigtigst af alt, er det et eventyr, der udspiller sig gennem et barns øjne. På trods af krigens rædsler er der stadig plads til nysgerrighed, kærlighed og vigtigst af alt, håb.
Ofelias håb er netop, hvad der holder os oppe, når vi ser hende kæmpe sig igennem den barske historie. Håbet om, at hendes mor nok skal blive rask. Håbet om, at hun og lillebror nok skal leve lykkeligt til deres dagens ende i det magiske rige. Og sidst, men ikke mindst, håbet om, at alt nok skal ende godt til sidst.
Kommentarer