Af Sidsel Minuva
Det er første skoledag. Tårerne strømmer ned ad Noras (Maya Vanderbeque) kinder. Hun nægter at forlade sin fars favn, og en af lærerne må nærmest rive hende med ind i skolebygningen.
Gangene er klaustrofobisk fulde af børn. Kameraet er nede på Noras højde og følger hende loyalt – og så er larmen lige så overvældende, som man husker fra folkeskoletiden. Storebror havde lovet, at han ville lege i frikvarteret, men da pausen endelig indfinder sig, skubber han Nora fra sig.
Nora føler sig fuldstændig alene i skolegårdens parallelverden. Den oplevelse skildrer instruktør Laura Wandel, så den sætter sig i kroppen, i Cannes-vinderen Playground.
Sjældent har folkeskolen virket så grusom. Noras møde med skolegården er som at traske gennem en smal sti, der er overgroet med tjørnekrat og brombærbuske. Det er en angstfuld rejse, og det er umuligt ikke at blive revet til blods.
Nora er konsekvent i fokus, mens verden omkring hende er mere eller mindre sløret, og man mærker tydeligt forfærdelsen og usikkerheden i hendes bevægelser og ansigtsudtryk. Hendes virkelighed er kalejdoskopisk og forvirrende, og Maya Vanderbeque er frygtelig godt castet i rollen som en nervøs, lille pige, der for første gang skal navigere i skolegårdens uskrevne regler.
Hendes storebror, Abel (Günter Duret), bliver brutalt mobbet af de ældre drenge. Han bliver ikke bare verbalt nedgjort og udelukket fra fællesskabet, han bliver tæsket hvert eneste frikvarter. Nora stoler på de voksne, så dem beder hun om hjælp – hvilket bare gør det værre. Som ethvert garvet barn ved, og som ingen voksne i sandhed forstår.
Men her viser Playground også, hvor frygtelig komplicerede disse barndomsrelationer kan være. For Nora integrerer sig lige så stille i skolelivet og får sig nogle venner. Sammen leger de og bider former i deres sammenklappere i kantinen. Det går til gengæld hurtigt op for Noras venner, at Abel er hendes bror.
”Er han virkelig din bror?” ”Ad, han lugter!” Pludselig går Abels ry ud over Nora og hendes venskaber. Og hvem skal man så holde med? Hvem kan løse det problem, når de voksne ikke kan?
Playground formår at skildre barndom og skolegang, når disse er allermest brutale. Lærdom fylder ganske lidt sammenlignet med det sociale spil, Nora og Abel indgår i, som var de blot skakbrikker på et uoverskuelig stort bræt. Når filmen er så dedikeret til Noras perspektiv, mærker man som seer perfekt det pres og den usikkerhed, hun oplever, som var man selv tilbage på skolebænken.
Det er dog nødvendigt at sætte spørgsmålstegn ved filmens endelige tese. For mens skildringen af skolegården er noget nær fejlfri, så leger Playground med nogle ufuldendte idéer.
Idéen om, at den misbrugte part selv ender med at misbruge, er en gammel stereotyp. Den har lidet hold i virkeligheden, men den skræmmer dem, der har oplevet misbrug og traumer, og skæmmer deres sociale liv.
Børn kan være grufulde, især i en regelløs skolegård, der alligevel har tusindvis af usynlige normer, men at pådutte børn denne idé og stereotyp virker nærmest makabert.
Heldigvis trækker Playground i samme åndedrag i den anden retning; kærlighed og sammenhold er stadigvæk meget magtfuldt end noget socialt spil. Og det havde både historien, seeren og Nora og Abel brug for.
Til sidst binder Playground en fin sløjfe på et grotesk barndomsmareridt – det søde, modne brombær på den farefulde rejse gennem skoletiden.
Kommentarer