Af Zainab Issa
Det er forbløffende, hvordan én nat kan ændre historiens gang – denne tanke er forudsætningen bag One Night in Miami. I kølvandet på sin Oscar for bedste kvindelige birolle i If Beale Street Could Talk (2018) har Regina King instrueret et drama, der byder på ophedede diskussioner mellem fire sorte ikoner i en fiktiv historie.
Baseret på Kemp Powers teaterstykke fra 2013 af samme navn fortæller One Night in Miami historien om legender og venner; aktivist Malcolm X (Kingsley Ben-Adir), bokser Cassius Clay / Mohammed Ali (Eli Goree), soulmusiker Sam Cooke (Leslie Odom Jr.) og fodboldspiller Jim Brown (Aldis Hodge), der mødes på et motelværelse efter Clays sejrskamp over Sonny Liston. Og i stedet for at fejre sejren med en stor fest, falder legenderne i dybe samtaler og debatter om race, tro og frihed.
Filmen er en fiktiv beretning om en rigtig begivenhed, der fandt sted i februar 1964. Ingen ved, hvad der blev sagt bag de lukkede døre, blot at hver af de fire venner efter den aften tog drastiske beslutninger angående deres liv. Clay ville snart annoncere sit engagement i Nation of Islam og tage navnet Muhammad Ali; Malcolm X ville forlade Elijah Muhammad og NOI; Jim Brown ville forlade fodbold til fordel for film (og aktivisme) og Sam Cooke havde netop udgivet “A Change Is Gonna Come”, selvom denne begivenhed er skubbet til lidt senere i Powers teaterstykke.
I løbet af One Night in Miami skiftede jeg frem og tilbage mellem “Hvilken skuespiller er min favorit?”. De leverer nuancerede præstationer, der ikke føles som imitationer, men som intense og oprigtige samtaler mellem fire venner. Jeg var særligt begejstret for Ben-Adir som den ultrapolitiske Malcolm X, der skildres som en prædikende type, der ånder Cooke i nakken for ikke at have sine politikske holdninger med i sine sange.
I mellemtiden får hver mand sine øjeblikke med isolation; øjeblikke hvor en af dem midt i debatten ser sig selv i spejlet i badeværelset og synes at implodere med spørgsmål. En skarp fornemmelse af offentlig optræden i forhold til privat frihed giver en understrøm til alt, der står på spil lige fra filmens åbningsscene og afspilles effektivt til slutningen. Til tider kan filmen føles frustrerende og klaustrofobisk i det ene rum, hvilket også er en del af pointen; fire sorte mænd, fastlåst i det enorme ansvar, der følger med succes og berømmelse.
King tilføjer dybde og tekstur til vores forståelse af, hvordan Amerika var under borgerrettighedsbevægelsen. Filmen formår at give en bedre fornemmelse af, hvad hver af disse mænd med deres særpræg forsøgte at opnå, og hvordan deres ideer kunne have kollideret, selvom de var samlet om et fælles mål. Og i den forstand taler den om striden, som landet stadig lider af.
One Night in Miami er en langsommere film med et fascinerende hvad nu hvis-scenarie. Det kræver simpelthen et andet mentalt beredskab at se en film, der varer 114 minutter uden en eneste biljagt, eller noget, der bare ligner. Til gengæld bliver der snakket en hel del hos den amerikanske instruktør Regina King. Hun er en af de nulevende instruktører, der har en mageløs sans for samtalen som filmisk størrelse. Alt det, der sker med ansigterne og kropssproget, mens samtaler mellem mennesker udspiller sig og afdækker alt det usagte imellem dem. Det eneste problem med filmen er, at festen sluttede for tidligt.
Kommentarer