Af Alma Nordenbæk
Filmens titel siger en del. Mysteriet om Henri Pick præsenterer sig selv som en detektivhistorie, en art spændingsfilm om en ensom snushanes søgen efter svar på en død mands hemmeligheder. Så langt, så Agatha Christie.
Men i Rémi Bezançons franske whodunit er der ikke sket et mord. Forbrydelsen er ikke en forbrydelse i en retslig forstand, men en romantisk bestseller begået af en ukendt pizzabager fra en anonym lille flække i den smukke Bretagne-region. Forfatterens navn er Henri Pick – eller det er i hvert fald, hvad bogomslaget siger. For manden selv er død, og så vidt det er hans venner og familie bekendt, havde han ikke en eneste litterær dråbe blod i kroppen.
En tragisk kærlighedshistorie skrevet i total hemmelighed? Mystikken omkring romanens tilblivelse bliver kun bedre af fortællingen om dens opdagelse. Bogen skulle nemlig aldrig have været udgivet, men findes af den unge redaktør Daphné Despero (Alice Isaaz) ved rent og skært magisk tilfælde i et glemt og støvet specialbibliotek for afviste manuskripter.
Det er en fantastisk historie. Så fantastisk, at den næsten er for god til at være sand.
Ind på scenen træder vores amatørefterforsker, Jean-Michel Rouche (Fabrice Luchini). Han er en egenrådig tv-vært og frygtet litteraturkritiker i det parisiske kulturliv. Det vil sige, lige indtil han sår tvivl om Henri Picks sande identitet for rullende kamera. Arbejde, omdømme og hustru ryger i et fælt hug og efterlader Jean-Michel med en personlig besættelse. For er alt virkelig, som det synes?
Mysteriet om Henri Pick følger en klassisk krimistil med Jean-Michel som en lidt latterlig Sherlock Holmes og Picks datter, Joséphine (Camille Cottin), som hans usandsynlige ledsager. Ledetråde bliver fundet og undersøgt. Der er blindgyder, forviklinger, tilståelser og flere mistænkte. Stemningen er let og hjertevarm, billederne smukke og varme. Med en særegen fransk landidyl og vittig dialog placerer filmen sig klart i kategorien letfordøjelig.
Og som i et godt afsnit af Kriminalkommisær Barnaby (1997–) må historien naturligvis tage en uventet drejning. Beundringsværdigt som det er at undgå forudsigelighedens tomgang, er det også her, filmen viser sig fra sin allermest fjollede og, vil jeg mene, svageste side. Der er en tydelig følelse af en brudt rød tråd, særligt mod filmens slutning. Billige tricks, som udmunder i et dovent forsøg på at rive tæppet væk under publikum. Og det er uden at afsløre for meget.
Når alt er sagt og skrevet, er Mysteriet om Henri Pick en ganske fornuftig feel good-film. Jeg fristes endda til at kalde den harmløs. I ordets mest behagelige og en smule kedelige forstand.
Kommentarer