MIN GLORIA: Et taktilt portræt om overgang og forandring

Af Viggo Sinding

Når vi taler om coming-of-age-film, vil klassikere som The Breakfast Club (1985) og Dead Poets Society (1989) hurtigt blive nævnt. Udover at være anerkendt som klassikere, markerer de også, hvordan fortælletraditionen inden for genren i vid udstrækning har udviklet sig til at handle om teenagere, der står over for de trivielle temaer forbundet med overgangen til voksenlivet.

Med det sagt er der vel også andre overgange i livet, der er lige så vigtige, betydningsfulde og livsdefinerende.

Det lader i hvert fald til, at det har været instruktør Marie Amachoukels oplevelse. I hendes soloinstruktørdebut, Min Gloria, reflekterer den franske instruktør over adskillelsen fra sin egen barndoms barnepige.

Cléo (Louise Mauroy-Panzani) er en seksårig pige, der bor i Paris med sin kærlige enkefar, Arnaud (Arnaud Rebotini), men der ligges aldrig skjul på, at det er Gloria (Ilca Moreno Zego), der tager sig af hende. Det er hende, der leger med hende, får hende til at grine, putter hende i seng og kysser hendes sår. Glædens smil, når Gloria er der for at tage imod Cleó ved skolens porte, siger alt.

Derfor falder jorden ned om ørerne på den lille Cleó, da den pludselige nyhed om Glorias mors død betyder, at hun må vende tilbage til sin hjemstavn.

Sorgfuld over Glorias fravær, overtaler Cléo sin far til at sende hende til Kap Verde for at bo hos Gloria over sommeren. På Kap Verde viser der sig at være andre krav til Glorias opmærksomhed, ikke mindst hendes egentlige familie, som består af César (Fredy Gomes Tavares), der er bitter over pigen, der stjal hans mor væk fra ham og Fernanda (Abnara Gomes Varela), en ung kvinde, der er gravid med sit første barn.

I kollisionen mellem disse nye komplicerede realiteter og Cléos barndommelige behov for kontinuitet og kærlighed, har filmen sit omdrejningspunkt. Amachoukeli vælger aktivt at adressere dette ved at følge hele fortællingen gennem Cléo, et 6-årigt barns perspektiv.

Det er en modig og selvbevidst beslutning fra den franske instruktør, som ikke lader sin 6-årige stjerne gemme sig på nogen måde. I stedet vælger hun med taktil sans at favorisere varme nærbilleder, som beskriver forholdet mellem Gloria og Cleó med en helt særlig intimitet. Man er aldrig i tvivl om kærligheden mellem den kapverdiske barnepige og den lille hårtot med tykke briller, når man oplever deres øjne helt tæt på.

Faktisk er kærligheden så stor for Cleó, at hun vil have Gloria helt for sig selv. “Jeg ville ønske, du ville dø, så jeg kunne få Gloria for mig selv,” udtrykker hun fyldt med vrede og foragt overfor Glorias nye barnebarn.

Heri kan læses en allegori om kolonialismen, som Kap Verde har været offer for. Ligesom Cléo kræver ejerskab over Glorias tid og kærlighed, var kolonimagten Portugal fastlåst i en tro ikke blot på deres ret til ejerskab af kolonier i Kap Verde, men også på velviljen i dette forhold, hvilket skabte forvirring, indignation og voldsomme reaktioner, da de koloniserede søgte uafhængighed.

Men selvom Amachoukeli åbner op for fortolkninger som denne og samtidig forsøger at belyse andre større problematikker, såsom lokalfolkets afhængighed af turisme og fattigdom, står det også klart, at det ikke er her, filmens betydelige kraft ligger.

Min Glorias kvalitet ligger i sit uovertrufne, ømme portræt af to hjerter, der skal lære at slå på egen hånd efter den smertefulde erkendelse: At elske nogen fuldt betyder nogle gange at måtte give slip på dem – uanset hvor stor en selvopofrelse, det må være.

Kommentarer